Og halleluja for det!
Så fik jeg endelig læst det debatindlæg, som Blogland har raset og regeret over de seneste par uger.
Hallo, kald mig bare langsom – eller right on time, for mit første indlæg om madblogningens udfordringer og glæder, blev skrevet helt ud af det fri, uden at jeg havde nogen som helst ide om, hvad helvede der skete rundt om i madmedie-land.
Må indrømme, at jeg har det ekstremt svært med mennesker, der skal præke og moralisere overfor noget, der dybest set er drevet af lyst. Eller dem, der skriver som om man skal få dårlig samvittighed og starte en indsamling på landsdækkende TV til kaffebøndernes dårlige arbejdsforhold med hjælp fra halvnøgne sangerinder (ingen nævnt, ingen glemt) og fesne metromænd med smalle slips.
Moral er noget, som en flok gamle, gråskæggede grækere opfandt engang for mange år siden, da jorden var flad og små drenge var et tag-selv-bord af underholdning til festerne… Tager man et kig på Grækenland i dag, så synes de vist dårligt selv at kunne leve op til konceptet MORAL og ETIK… *host*
Så F*** jer, Grækenland, og F*** dig, Mr. Bisgaard.
Hellere en uægte madblogger, hvis verden (= madkulturens smagsdommere) består af nogen som dig.
Det der med at “præke” har jeg altid givet en helt bestemt finger og jeg skal gerne gentage det, hvis jeg en dag skulle møde dig.
So there you have it. Hottie Von Dottie er en 100% politisk ukorrekt, umoralsk og uægte madblogger. Jeg bruger Becel margarine og ikke SMØR, jeg kan ikke bruge fløde til noget udover at få ondt i maven, jeg har ikke skæg – medmindre du medtæller de der to sorte infame stubbe på hagen jeg altid fjerner med en pincet hver måned.
Nå, ahem… ANYHOW!
Skal vi vædde om, hvor langt og gråt Mr. Bisgaards skæg er??? Måske iklæder han sig også i lange lagner som de gjorde dengang… Men jeg sætter simpelthen grænsen ved hvide tennissokker i sandalerne!
Og præcis derfor har jeg købt denne billet – lad det være et signal til skræk og advarsel til denne verdens Mogens Bisgaard’ere, der kommer forbi min blog: Jeg er et fedt svin – og damn, hvor jeg elsker det!!!
*øf*
Relateret indhold
Jeg har det til gengæld helt omvendt – jeg synes faktisk, at skribenten har ret i mange af sine pointer, men jeg opfatter dem slet ikke så negativt som du. Jeg ser det ikke som en sur kritik af madblogs, at mange har en hverdagsvinkel hen over det og primært blogger om opskrifter og restaurantoplevelser – og ikke så meget om råvarer, fødevareproduktion og madpolitiske emner. Tværtimod ser jeg kronikken som en opfordring og (venligt) påmindelse om, at madbloggere har mulighed for – via bloggen – at påvirke andre mennesker og ikke mindst producenter til at dyrke og efterspørge bedre råvarer (både mht. smag og produktionsform). I princippet er det jo også noget, du allerede gør, når du tit skriver om bondegårdskødet 😉
Mest af alt ærgrer det mig, at kronikkens budskaber med, at madbloggere har mulighed for at gøre en forskel i stedet for blot at undre sig over, at supermarkederne bugner af standardvarer – de budskaber er druknet i en diskussion om, hvad en rigtig madblog er. Det var ellers en fantastisk mulighed for madbloggerne til at diskutere et rigtig spændende emne og måske blive klogere på, hvordan det er muligt at fremme de gode råvarers sag.
Griner, det er fantastisk at se hvad der kan få blogland op af stolen.
Jeg havde læst din og andres blog's før jeg fandt artiklen i information. Jeg synes faktisk rigtig meget det samme som Piske, må jeg tilstå. Måske er det fordi jeg ikke selv har ´noget i klemme´da mad ikke er mit blog fokus. Men jeg synes faktisk hans kritik ikke rammer nogen af de bloggere jeg følger. Men at hans kritik faktisk er væsentlig.
Lidt sjovt at kunne skrive, jeg synes det samme som Piskeriset 😉
Den første del af din kommentar er jeg enig i – ja, vi har faktisk evne til at påvirke andre, det prøver jeg jo netop også selv, som du også skriver 😉
Den anden del however… Der vil jeg mene, at hvis dette er hans intention, jamen, så udtrykker han sig på en meget uheldig måde. For jeg rejser kort og godt børster, når jeg læser dette:
"De kunne passende begynde med at supplere kogebogslæsningen med bøger om fødevareproduktion, og hvor maden kommer fra, om madkultur og om ernæring. Den nye viden kan de passende bruges til at stille spørgsmålstegn ved den mad, de spiser, den måde, den påvirker menneskekroppen og omverdenen"
samt:
"Herudover bør madbloggere skrive mindre om fænomener og mere om systemet"
og ligeså:
"Endelig bør de lave projekter og være mere aktivistiske."
Det er efter min mening en særdeles dogmatisk måde at opfordre til debat og sætte forandring igang. Hans måde at skabe debat på, kan jeg simpelthen ikke holde ud, når han skriver, hvad 500 mennesker bør gøre eller ikke bør gøre. Det er lige her jeg – og sikkert mange andre bloggere – tænder helt af, at artiklens øvrige budskab bare drukner. "BØR" og "KAN PASSENDE" får simpelthen mine knurhår til at få ticks. Jeg KAN bare ikke med sådan nogle mennesker, der vil belære andre om, hvad de synes man skal – på sådan en forælder-bedrevidende-agtig måde. Jeg står helt af. Og det gjorde resten af blogland åbenbart også…
Men indtil jeg læste disse sætninger, synes jeg da bestemt han havde fat i noget. For jeg har da selv oplevet, hvor meget magt man kan have som skribent. Jeg vil bare gerne selv have lov at bestemme, hvordan jeg udøver denne magt, istedet for nogen vil belære mig om, hvad jeg bør gøre med denne magt 😉
Hej Livsmod, læs mit svar til Piskeriset 😉
Det er ikke manden selv jeg har noget imod – det er den måde han kommunikerer sit budskab – jeg er allerede lidt anerkistisk, bare overfor nogle lidt andre ting 😉
Med andre ord: Der er fa'me ikke nogen, der skal bestemme, hvad JEG skal! (og det kan han jo heldigvis heller ikke…)