Thursday, September 23, 2021

THOUGHTS & RANTS

When the going’s get tough….

The tough gets going.

Sådan siger de vist i en eller anden sang jeg ikke kan huske hvem har lavet.
Men hey, Google i dag kan alt, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne finde navnet på dét band, hvis jeg ellers havde tid eller gad. Nuvel, jeg nøjes med indgangssætningen og siger jer, at det sgu passer.

Hvor vil jeg dog hen med al den snik-snak?
Tjooh.

Jeg havde en spøjs oplevelse for et par uger siden.
Det var som om jeg lige blev den der legoklods klogere inde bag skallen, som om der var noget vigtigt, der pludselig landede lige mellem øjnene og grinede mig ind i hovedet, så jeg fik lyst til at slå mig for panden. Kender I det, at I møder en person, som man på en eller anden måde tager afstand fra? Som på en eller anden måde minder om én selv? Og dét fordi vedkommende viser en side af dig selv, som du absolut ikke bryder dig om?

Sådan en oplevelse havde jeg for noget tid siden, da jeg mødte denne her person og pludselig skulle til at tilbringe en del tid i vedkommendes selskab. Hun mindede mig alt for meget om de sider jeg havde prøvet at fortrænge jeg havde… De ting hun udstrålede mindede mig på den mest right-in-ya-face-måde om mig selv, og en udgave af mig selv for 2-3 år siden, som jeg absolut ikke brød mig om…

Nuvel. En dag var jeg helt fra koncepterne. Jeg havde lige fået en besked, der havde rystet mig helt i bund. Jeg anede ikke, hvorfor jeg reagerede så stærkt på en meget dagligdags event, men reagerede, det gjorde jeg godt nok! Efter at have spadseret en lille tur, var jeg stadig ikke faldet ned. Og vedkommende – den person jeg for alt i verden ikke ønskede at vise min sårbarhed overfor – så at jeg var helt ude i tovene. Normalt er jeg sådan en lidt cool, venlig type, der ikke giver så meget af mig selv væk. Men den dag… jeg kunne ikke have holdt mig selv sammen, om jeg så havde haft en hæftepistol.

Men da jeg blev spurgt, hvad der var galt, kunne jeg ikke sige noget. I stedet satte jeg mig bare til at tudbrøle. Simpelthen. Niagara Falls og det hele. Bring the Kleenex, and bring lots. Houston we have a… situation.
Men ved I hvad der skete? Pludselig mærkede jeg en arm rundt om min skulder og en venlig sjæl, der gav mig en ordentlig krammer, og jeg skal love for, at de skuldre blev vasket. No shit.

Min “skyggeside” (om man kan kalde det det) – rummede mig pludselig. Den sidste person jeg havde ønsket at vise mit inderste, sårbare nougatbløde indre overfor, den person var der pludselig, og kunne rumme alt det, der flød over indeni. Og ved I hvad? Jeg blev så taknemmelig. Og jeg tror jeg indså lige dér, at de “skyggesider” vi ikke ønsker at se eller anerkende i os selv – det er faktisk netop lige præcis de sider, der kan rumme os i vores svære øjeblikke. Fordi de ser skyggen, men elsker os alligevel. De ser svagheden, men rummer os stadigvæk.

Resultatet var, at min respekt for personen steg 100 varmegrader efter dét optrin.
Et andet resultat var, at jeg nu kan acceptere min “skyggeside” i den anden person og mest af alt har enormt meget accept at give vedkommende.

De mennesker vi har det sværest med, er dem, der kan lære os allermest om os selv.
Det er dem, der lærer os at vokse allermest.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *