Te er lig nydelse. Det er det ihvertfald for mig.
Nydelse, fordi det giver den perfekte undskyldning for at nusse om mig selv og omgive mig med kærlighed, pausekage – og nykogte teblade. Det er lidt sådan… mediativt at sidde med noget varmt mellem hænderne.
(- Her ser jeg pænt og høftligt bort fra, at grønne og hvide te-blade jo sådan set per definition jo ikke har så godt af at blive kogt til ukendelighed. 80 grader er rigeligt…)

En af mine venner fortalte mig engang om sin tid som servicemedarbejder for et togselskab (nej, ikke i Danmark desværre, da han er af hollandsk afstamning). Omtalte togselskab havde ekstremt dårlige komme-til-tiden-afgange så hvad gør man for at gøre folk i bedre humør? Man deler varm kaffe ud, når det er pi… koldt udenfor. Han sagde, at når pissed-off kunder får noget varmt og duftende i hænderne, så forsvinder deres lyst til at brokke sig.

En viis mand. Og en meget klog marketingafdeling uanset hvor mange aflyste togafgange de så havde. Duftmarketing på et meget basalt niveau…
Jeg har dyb respekt for KISS-konceptet: Keep It Simple Stupid! Og det gjorde de så. Hvad er mere simpelt – og genialt – end en kop varm kaffe på en kold vinterdag?

…Hvis altså ikke man lige drikker te.
Som jeg gør. For mig er kaffe bare en sjat aromaterapi i en kop – indimellem tilsat mælk og sukker.

Derfor har jeg netop tilføjet tre nye teer fra www.øth.dk til min samling:

De nye superstjerner – fra venstre mod højre

• Hvidt forår – hvid te med hindbær, citrus og ingefær
• Hvid te med goji-bær, pære og melon (midten i glasset)
• Grøn øko-te med mango

Jeg har naturligvis prøvesmagt dem alle. Indtil videre har den hvide te med gojibær førertrøjen – thi den smager både sødt og frisk og uden bitterhed. Den er virkelig lækker og let – en rigtig sommerthe til en varm sommeraften. Mums altså. Alle drikker gojibær. ALLE. Selv Marc Jakobs. Eller – måske især Marc Jakobs, den lille genistreg af en mand. Den kommer med store Chanelsolbriller, skinny jeans og overstørrelse tunika. Lige noget, der klæder en curvy timeglasser som mig. Jow jow.

Den hvide te med hindbær har det for vildt – lidt mere citrus end ovenstående goji-version, men ganske bestemt værd at lære at kende. Den grønne mango er til gengæld en rigtig fætter krads. Må være fra den grønne te med det fancy navn…

Den anden dag så jeg i Magasin’s Mad&Vin afdeling i Kopenhagen-lagen, at den PR-omsuste Kusmi-te er blevet en in-store i føromtalte forretning. Ja, ok, man kan også få fingrene i Löv’s teer og det taler da til deres forsvar, men efter den famøse chokoladete jeg forkøbte mig i, er jeg sgu blevet et lille overkogt te-æg, der helst går udenom de russiske marker… Og mærkeligt pyntede kagedåser i mini-format.

Men ok, ideen er da sjov… eller noget.

Nå, men så er det jo godt at det er et frit land og man bare kan skrubbe ned i sit yndlings-tehus, der har nogle år på bagen. Og det gør jeg så. Wham-bam-thank-you-mam. Puuhlease.
Og bagefter sætter jeg mig ud på min altan og drikker den i skæret fra blomsterfloret og duften af purløgene. Øh… eller hvad det nu hedder. Yndigt er det da ihvertfald…