I disse moderne corona-tider, hvor garnproducenterne ikke kan garantere 100% leveringsgaranti på alle farver (har de i øvrigt nogensinde kunnet det?!), har restegøjseren aka restesweateren fået en genkomst på alverdens insta-konti det sidste kvartals tid.

Projekt restesweater: a rainbow child

…Det var nu ikke derfor jeg strikkede en restesweater.
Også selvom den minder om noget fra “En-enhjørning-og-en-regnbue-gik-ind-på-en-bar-and-the-rest-is-history” sweater. Det var fordi jeg havde så meget – SURPRISE! – restegarn i mit stash, at noget måtte gøres, som ikke før var set i husstanden: At strikke en restesweater, mens jeg samtidig brugte alle mine håndfarvede rester.
Hvis du nogensinde hører en strikker fortælle dig, at h*n har lavet alt sit garn om til sweatre, så lyver de sandsynligvis så hurtigt som en hest kan rende eller to personer kan trevle en sweater op (samtidigt).
Det er dog bredt og alment kendt, at en strikker som bruger sit sidste nøgle garn, detonerer på tre sekunder.
For at undgå et større rengøringsgilde, må du hellere sørge for at forsyne vedkommende med alt det garn de har brug for.

Men denne sweater (der for øvrigt ligner noget en regnbue har kastet op på i en solid omgang tømmermænd) er sandsynligvis den flotteste jeg til dato har strikket. Og det siger jeg dig, Kjeld: Jeg vil ikke høre nogen protester over, hvilke farver man kan bruge eller ikke kan bruge i en sweater!
*Yvonne over and out*

Sweateren er strikket i mønsteret til “Novice Sweater” – mohair edition – og tilpasset ærmelænge/sweaterlængde undervejs. Det gav mulighed for at garnet virkelig kunne komme til sin ret. Og ikke mindst være en no-brainer, når al ens strikke-iver blev spenderet på at matche farver og garn sammen.

Det ville blive en meget lang blogpost, hvis jeg skulle vise de garner jeg har brugt til hele sweateren, men suffice it to say, at min garnkurv havde svært ved at rumme dem alle sammen på én gang…
Noget af det håndfarvede garn havde jeg selv farvet, og ovenfor kan man virkelig se, hvilken forskel de forskellige mohairgarner gør på den samme garnbase.

Av min arm… en strikkers forbandelse

I næsten hele Q1 af 2021 har min strikkearm været mere eller mindre i udu. Faktisk så meget, at jeg måtte opsøge hjælp fra en kiropraktor for at få den på ret køl igen. Det hjalp – men det hjalp endnu mere at der kom ro på min økonomiske stress…. I marts måned begyndte jeg langt om længe at kunne strikke igen.
Derfor skipper vi den månedlige inddeling i denne post, for der er røget blot to sweatre af pindene på tre måneder.

Kvartalets anden sweater kommer her:

Kan I huske min blog post om håndfarvning af garn?
Det famøse håndfarvede mohair i mint blev brugt til denne sag – en “Snowdrop Sweater” af Alexandre Berglund fra Selfish Knitwear. Jeg nyder at bruge andre strikkeopskrifter end Petiteknit. Og jeg manglede en sweater med V-hals.
En-to-tre-klik og undertegnede havde en ny strikkeopskrift. Undervejs blev jeg forvirret og måtte søge hjælp fra den norske strikke-jente herself, men det gik problemfrit og som smurt i Nordsøolie… Buggen blev løst og jeg kunne lykkeligt strikke videre.

Den er i øvrigt så blød og fluffy som få. Jeg havde åbenbart fået fingre i noget af det VIRKELIG bløde garn fra min garnpusher, så overkroppen og begge ærmer er lavet med det ekstra bløde fluff, så man aldrig føler det kradser på arme eller håndled. Det er et WIN i sig selv, hvis du spørger mig!!!

Det er sådan en ÆGTE putte-sweater man kan svøbe sig i, når vinden pisker og sneen daler – som den jo gjorde i meget af januar…. og februar.

Når man nu ikke kan strikke ret meget uden at bande og smøre menthol på bass-armen, måtte jeg jo udvide mine horisonter i kvartalet. Og efter at have savlet en del over strikkemarkørerne fra Strikkediem opdagede jeg, at jeg boede i tæt gå-afstand til et smykkeudsalg! En gåtur, 2 timer senere og 250 kroner senere var jeg diverse smykkedele og tænger rigere. En times asen og masen oveni, og jeg stod tilbage som den stolte ejer af en bøjet tommelfingernegl og 4 strikkemarkører! Av ska’ du ha’!

Markørerne er lavet på en fleksibel måde, så jeg kan skifte ringen ud til en større fra fx Cocoknits. Det er virkelig smart, når de skal bruges som maskemarkører på store pinde. De to andre er lavet i traditionelt design uden mulighed for at skifte markør-ringen ud.

Selve markørern er lavet i forgyldt stål, og det er nok det hårdeste materiale jeg kunne have valgt overhovedet. De næste jeg laver bliver nok højst sandsynligt i sølv…. (#NoMoreBrokenFingernails).

…Og når vi nu alligevel er i gang med strikkegadgets, så kan jeg jo lige vise jer det nyeste medlem i min lille Muud-familie: En sort VEGAS bumbag. Der er ikke meget strikkeri i den, men den fungerer som en almindelig bumbag. Og lad mig bare endnu en gang sige, at jeg hepper på de her fantastiske damer, der laver det her dims. Det er SÅ lækkert gear – og ikke ret meget dyrere end det du køber i taskebutikker. Denne her sag koster 599,- og jeg er simpelthen så glad-i-låget over jeg købte den. I får ingen reklamelinks her, I må selv til tasterne og søge den frem 😉

Skal vi ikke slutte med noget forår?

Jeg har en shitload nye stedmoderblomster købt ind til at fryde mit indre altan-dyr og det synes jeg da bare vi skal se at få online. Ikke mindst, så I også kan åhh’e og aaah’e :p