Hold da helt op.
Klap da lige hesten, siger jeg bare. Der har jo været sol og sommer i dag, på denne herrens lørdag! Og varme ikke mindst – må englene rejse sig op i kor og halleluja synge!

Nå, bitter? Mig?! Nej nej. Jeg har jo været en hel uge på Gran Canaria og har fået en hel uge med sol. Meget mere end en gennemsnitsdansker overhovedet har fået indtil nu. Jeg vil være et utaknemmeligt skarn, hvis jeg brokkede mig over denne danske sommer. Så det gør jeg ikke.
…Men der er vel for fanden plads til et halleluja og retten til at sende et arrigt blik mod himlen eller to!

I dag har jeg nydt at min kalender har været helt og aldeles fri for aftaler. Manden var i København og se en film med en sort, bevinget tingest, som vistnok er ret voldelig og psykotisk – eller var det 2’eren? Nå, nevermind, han var væk og jeg kunne sove længe. Da jeg så kom ud i køkkenet, opdagede jeg, at min müsli-beholder var tom.
Nå, for dælen. Så var gode korn rådne og jeg måtte lave et alternativ til yoghurt-drys. Jeg gloede ondt på det gamle rugbrød, indtil jeg pludselig fik en sindssyg ide:

Hvorfor ikke bruge noget af det der gamle fnaller til ymerdrys?
Så på panden jeg kom en skive af noget Herkules-rugbrød og tilsatte lidt fedtstof. Op med varmen, vende det rundt og så tilsatte jeg en spiseske brun farin mens det blev vendt rundt og sukkeret karamelliserede.

 Bagefter lagde jeg de sukrede brødkrummer på et stykke køkkenrulle og lod dem “stivne” – eller rettere, lade sukkeret stivne og overfladen blive sprød. Men… jeg havde vist givet dem for kort på panden – de var stadig lidt bløde. Men da jeg har hysteriske tænder, som knækker bare de ser en hård kerne, så var det vist meget godt i sidste ende. Feel free to improvise!

Mmmm… Det var faktisk en helt perfekt lørdagsmorgenmad, nu hvor bananpandekager nok er lidt usunde i længden. Denne snack var en tand bedre (især fordi jeg ikke knækkede nogen af bisserne… :P)

Der er jo gået lidt tid siden jeg har blogget sidst. De sidste to uger tilbage på arbejde efter ferien har været voldsomt hektiske. Jeg er semi-projektleder på launch af ny hjemmeside på hjemmesiden og har haft to-do lister så lange som toiletruller. Igår aftes var jeg så smadret, at jeg faldt i søvn i sofaen ovenpå kæresten og vågnede op i en kæmpe klat af savl. Tilsyneladende havde kæresten ikke noget problem med kærestesavl på blusen. Hvem ved – måske tager han det som et kompliment?

De sidste to uger har desværre også budt på afsked med to veninder. Og i selv samme uge stødte jeg ind i min far – i fucking Lagkagehuset på Hovedbanegården; efter 2½ års adskillelse, hvor jeg efter eget valg ikke har set ham. Det er en lang historie og jeg ved ikke om den nogensinde kommer på bloggen. Men det trak sgu tæppet væk under mig et par dage, må jeg indrømme…

Jeg har i lang tid har følt, at jeg har skullet rette ind efter de to veninders luner. Så jeg blev nødt til at sige fra, og i dén omgang har jeg faktisk fået mere respekt for mig selv. Så trods en sindssygt drænende uge rent følelsesmæssigt, kom der noget positivt ud af det. Jeg ved ikke, om det er fordi man bliver ældre, at man ikke gider bruge sin tid på at leve op til alle andre forventninger end ens egne – eller om jeg bare har for lidt fritid til at “take no crap” – men jeg er faktisk OK med det, der er sket. Den ene afsked kunne heldigvis foregå fredeligt og ud fra en fælles erkendelse af, at vi dybest set var vokset fra hinanden – den anden… not so much. Men lad nu det fare, for jeg hverken kan eller vil bruge mere energi på det.

Ugen efter var krævende rent professionelt, men da jeg heldigvis elsker mit arbejde over alt på jorden, gik det bedre med at arbejde, selvom liiiidt for mange stresshormoner havde taget min søvn. Da vi så ramte igår, var jeg fuldstændig brugt op. Men jeg var bare så sur, for jeg væltede bare så lang jeg var, og alle mine planer om at blogge efter aftensmaden (efter en hel uges fravær), faldt bare fuldstændig til jorden. Jeg var intet værd – det var virkelig ynkeligt.
Men efter 10 timers søvn kunne jeg lidt igen – så derfor blev det her blogindlæg lidt langt – og det blev nok lidt mere personligt end sædvanligt. Men nu skulle jeg gerne få lidt mere overskud.