Jeg får nok ikke tid til at skrive imorgen, regner jeg med….
Men derfor skal I da ikke snydes – julen venter lige om det sneklædte hjørne og ved I hvad… jeg tror vi får hvid jul i år!
*host*
Jeg kan være glad for, at jeg ikke arbejder langt væk fra min lejlighed – eller jeg skal til Jylland/Fyn for at besøge familie. Den 24. skal vi på en sølle 15 km tur ned til svigermekanikken. Taxaen er bestilt og offeret er slagtet til vejrguderne… for hold da op et vejr!
For en uge siden pyntede jeg træet og selvom det er af kunststof, ser det faktisk meget fiffigt ud, synes jeg …
…Ihvertfald hvis man ikke kigger helt nederst og man lige går lidt længere væk end sædvanligt. Der er dog en absolut fordel ved at pynte et kunstigt træ: Man kan snurre det rundt efter behov og behøver ikke strække sig rundt for at nå de bagerste grene – bare hiv lidt i træet og vupti! 😀
Her er to af mine lækreste gaver – en til mormor og en til onkel – til onkel havde jeg hjemmegjort noget julesnaps, der smager af appelsin, nelliker, ingefær og kanel. Den skal nok vække lykke, tror jeg!
Gaveindpakningen er således overstået, og summa summarum endte det hele faktisk ganske fint – hvis man ser bort fra min blødende bankkonto og groft flåede dankort, så bliver det ikke nogen kedelig jul i år. Idag har jeg også risengrød gemachtet til årets ris a la mande. Først havde jeg lavet en udgave, baseret på rismælk og da den ikke var blevet supertyk, tænkte jeg… hm, så prøver jeg da bare lige med en portion sojamælk. Med
Pama grødris tager det ingen tid!
Og som sagt så gjort – og bum bum, i med de økologiske bourbon vanillestænger… og imorgen vil jeg herefter smage mig frem til, hvilken en, der er den bedste. (Masser af billeder naturligvis) Sojamælk giver en lidt besk eftersmag, mens rismælk er noget sødere. Jeg har dog også et brev husblas jeg kan smide i, hvis ikke skidtet bliver tykt nok.
Alt i alt skulle business være klar til jul – og jeg er SÅ klar til at give gaver.
Det bedste er ikke at få gaver – det bedste er at give dem, synes jeg.
Og så lige til sidst:
HAV EN RIGTIG GLÆDELIG JUL ALLE SAMMEN!