Jeg er ikke ret meget til medisterpølse sådan helt generelt, hvis du spørger mig en normal dag. For tyk, for klumpet, for vandet, for krydret og for fedtet.
Nixen bixen Karen Blixen, jeg køber den ikke.
Men nogen gange må man gå på kompromis i et parforhold, og det her var så en af de dage, hvorefter man så kan skråle “Nu har jeg ædt hakket fars i fåretarm for dig – nu kan du godt spise lidt ingefær for MIG! Ak ja, parforholdets små studehandler. Det har næsten en hel 2020-velfærdspakke-værdighed, har det ikke?
Nå, men jeg insisterede – da jeg først spottede pakken i Ghetto – på at det ikke kunne blive andre varianter end Løgismoses pølse, da Løgismose generelt laver noget, man kan stå inde for. Ikke mindst deres dessertpandekager, der er himmelske, men som jeg ikke må spise…
6 stk ministerpølser – i små størrelser.
Og som sagt – så gjort.
Ned på panden og ned med rødkålen. Og så lavede jeg lidt broccolisalat med sennepsdressing til at akkompagnere det – plus en omgang tørstegt serranoskinke, der fungerede fint som bacon:
Nej.
Kønt ser det ikke ud. Men det gør medisterpølse i det hele taget aldrig.
Men den smagte da faktisk helt udmærket.
Af en ministerpølse at være.
Den var faktisk så udmærket, at selv vores fødevareminister burde kunne klemme den ned uden at få anstrengt ansigtsmimik. Rødkålen blev pænt efterladt – mens en del af broccolisalaten blev gemt til næste dags madpakke.
Men nogen gange er det faktisk OK at prøve noget af det man ikke kan fordrage. Nu blev det pludselig en hel … anstændig oplevelse. Ramsløgene gav en rigtig god smag (hvorfor købte jeg dog ikke rå mængder, da de var på tilbud i Irma i påsken???) og bacon tjener som en god smagsgiver ANYTIME – hvis du spørger mig, hvis det altså er ordentlig bacon og ikke den der fedtede og billigste variant.
Jeg kan godt overtales til at spise medister igen.
Men den skal have Løgismoses stempel på måsen.
Ellers kan den bedre halvdel godt glemme det.
SgU!
