Jeg er igang med at se Julia Roberts’ “Eat, Pray, Love” på kukkassen lige nu. En film, der sikkert får en del mænd til at ryste på hovedet, og endnu flere kvinder til at juble og ønske, at de havde styrken og modet til at danse ud af konformiteten og Ligusterlænkerne og tage på “dannelsesrejse” til Italien, Indien og Bali i jagten på sig selv – og ikke måtte “nøjes” med selvudviklingskurser, mindfulness eller vinterbadning for at slippe sig selv fri som mor, kone, projektleder… you name it.
Det er nok ikke så få, der drømmer om at bryde fri af middelklassens livsstil og starte på en frisk. Bryde ud af det hele og møde en fremmed som man har fantastisk sex med, og senere forlader for at rejse til Italien i en post-skilsmisse apokalyptisk forsøg på at komme til at føle… NOGET. Bare ET ELLER ANDET, udover konformitet og tomhed indeni. Uden passion.

Det sætter tankerne igang om min egen mini-udgave af Julia Roberts’ rejse. Mere om det senere…

I filmen møder Julia Roberts både gode og dårlige mennesker på sin vej – som alle er med til at forme hendes rejse. Og i Italien indser hun, midt i en oldgammel ruin, at måske er det ikke så meget hendes liv, der er kaotisk – men verden, som er ét stort rod, fordi den altid vil være kaotisk, og vores opgave er at ryste det af os og ja… spise, bede og elske. Se med hjertet i stedet for hjernen, spise med alle fem sanser og simpelthen være til. Uden sammenbrud – ingen transformation eller forandring.
Julia rejser fordi hun vil begejstres af noget igen, se alle de steder hun ikke har set selv, fordi hun altid har været på vej ud og ind af et parforhold eller ægteskab.

Er det ikke bare det vi alle sammen gerne vil? Vi vil føle, og opleve nogen ting sammen med os selv eller dem vi elsker. Vi vil også begejstres, se nye horisonter på nye måder… Og det er her jeg tænker… Er det ikke bare det alle vi madbloggere har gjort og har prøvet at gøre lige siden bølgen for alvor tog fart i sen-nullerne? Vi vil begejstres over ting, som vi kan styre, igen. Vi er sultne efter oplevelser, der kan berige vores trædemølle, som kan få os til at se udenfor linjerne og gå udenfor linjerne ikke mindst med det ene skøre madeksperiment efter det andet?

Vi er mennesker. Skabt til at elske, frustreres over hinanden, se med hjertet og ikke hjernen.
Det er så banalt og i virkeligheden så fuldstændig essentielt, at vi som mennesker konstant tager vores søgen efter svar og os selv alvorligt. Det eneste vi dog skal acceptere i processen er… at vi finder nok os selv. Ihvertfald for en tid. Men “os selv” er ligesom verden. Den er altid i afvikling nogle steder. Og altid under udvikling. Intet er eviggyldigt. Og den der har svært ved forandring vil få den største røvtur.

På sin vis har jeg været på min egen Eat-Pray-Love dannelsesrejse de sidste 4 eller 5 år. Og selvom jeg ikke var i Indien for at lære det – eller Italien, så lærte jeg de samme ting, som ramte den kære Julia Roberts – aka Liz i filmen:

..Men kun for en tid. For sandheden er subjektiv. Den ændrer sig hele tiden ud fra hvilket perspektiv du har at give den. Så regn ikke med, at det du finder er The Truth. The truth er altid under forandring og sammenbrud, for det er mennesket også.