En del læsere vil sikkert ikke finde det mærkeligt, at en del af det at lære en ny by at kende er ved hjælp af shoppingture. Når man lærer at kunne kende butikker og gadenavne fra hinanden, begynder man langsomt at komme ud af turist-modus og ind i den mere borgerorienterede modus. Og så opdager man lige pludseligt, hvor mange skønne åndehuller her er. Lige fra “gennerne” ved Nørreport til de små unika-butikker i Latinerkvarteret og de helt store shoppingkatedraler som Magasin og Bruuns Galleri.
Igår var jeg på vej op for at handle ind til aftensmaden i den lokale Kvickly – men ombestemte mig midt i en solstråle og gik op og nappede bussen ind til bymidten. Lidt af en luksus at bo så tæt på byen, at “det gør man da bare”, for der går jo en bus. Og endnu mere luksus, at bymidten ikke er længere væk end en bustur på et kvarters penge. Jo, jeg er rigtigt ved at vænne mig til, hvad det vil sige at bo i en af landets største byer, som stadig ikke er større end man altid kan finde den nærmeste bus hjem.
På vej ned mod ParadIS går jeg igennem et par gader jeg aldrig har været i før (dem vil der nok være et par stykker af det næste års tid eller to…) – og midt i det hele snubler jeg over en spændende forretning, som gør mig fuldstændigt vidunderligt barnligt begejstret. Pludselig bliver jeg taget mange år tilbage i tiden – til dengang bedstemor var dreng og gaden genlød af klipklappere og træsko:
Ved disken sidder (…) en ældre mand med den der helt særlige udstråling… Nørd. Hele vejen igennem. Efter mange års ejerskab har han sikkert set flere spøjse ting komme ud og ind af sin butik end Spøg & Skæmt-biksen. Hvis nogen kender boghandlen Fantask i København – hvor “Marvel-Morten” arbejder, så har I et ret klart billede af, hvad der mødte mig i mine første sekunder hos Dacapo.
Det første jeg får øje på, er denne jordmodertaske. Enten har Saga Film været på besøg med et par statist-tasker, eller også er der bare en heldig sjæl, der har fundet ud af, at den kunne indbringe et par mønter eller tre. Jeg bryder ihvertfald ud i et stort smil, da jeg vender mig om og får øje på disse skønheder nedenfor:
En hel… masse gamle, fine, mere-eller-mindre-slidte dåser til kaffe, te eller mormors gamle tænder. Der er både store og små, og nostalgi for alle pengene.
Eller hvad med disse gamle lamper, der vist leder tankerne hen på Pixars første animationsfilm. Well, det gjorde de ihvertfald for mig…
Og så var det jo bare at blive ved… denne gang til væggen. Jeg tror der er blevet tømt godt ud i 70’er hytterne de sidste par år. Der er sikkert nogle vilde hipstere i København, der ville ønske de kunne få lov til at shoppe amok. Og de kan de også – der er åbent på hverdage mellem 14:00 og 17:30 – så bare kom hid! Men lad være med at købe det hele, der skal også være nogen tilbage til os andre jyde-hipstere 😉
Hvis man er en madblogger – eller bare en mad/gilde-nørd som udgangspunkt… Så er denne sektion af glas og service et fantastisk gemmested!
Og lidt flere lamper – heriblandt PH’s fine pendel. Eller er det Louis’? Anyhow, der er ihvertfald mulighed for at score sig nogle rigtige designerloppefund.
Og så – mit fædrene ophav ville have været i sit es. Med så mange gamle objektiver og kamerahuse er det svært ikke at hvine bare en lille smule af begejstring. Der er simpelthen så meget nostalgi for pengene, at det er lige før jeg kunne være fristet. Yeah, en gang spejlrefleksejer, altid spejlrefleks-ejer…
Og hvis der er nogen, der skulle få lyst til at spille en lille molodi, så er der også råd for det!
Vi slutter reportagen af med en rigtig gammel kending – en vaskeægte Olsen Bande lampe.
Værsåartig. Dem har de sikkert ikke i Valby mere.
PS: Hvis du ikke kan få nok i den første butik – så ligger der to butikker mere, klods op og ned af Dacapo lige inde ved siden af. Der burde du nok kunne finde både prismelysekroner, franske lysestager og muselmalede Royal Copenhagen tallerkener til at tilfredsstille selv den mest kræsne diva…
Værsgo – det er bare om at komme afsted. Futteren til Århus går om en time – skal du med??