Da jeg var på besøg i Bazar Vest allerførste gang blev jeg forelsket i en pose groft majsmel, også kaldet polenta (som man vistnok skulle kunne lave majsgrød af…). Mest af alt fordi jeg op til besøget havde læst i Jamie Olivers Amerika-kogebog og havde set opskriften på et superlækkert majsbrød i pande, og tænkte jeg ville gøre ham kunsten efter.
Ak ve, det kom dog ikke dertil. Så den fine pose med det gule mel i stod egentlig blot og glanede i skabet, indtil jeg en dag tænkte “Man må alligeweller kunne bruge den i sin brøddej, pande eller ej!”.
Og som sagt så gjorde jeg en dej og satte den til koldhævning natten over.
De opskrifter jeg havde fundet, også bl.a. på majsgrød, skrev, at majsen skulle have god tid til at opsuge væden, og derfor puttede jeg ikke så meget mel i, som jeg ellers ville have gjort, når jeg wrestlede med en dej aftenen før.
Usandsynligt spændt, tog jeg den ud dagen efter og den så fin ud. Ligesom den skulle være. Foto mangler. Desværre.
Dejklumperne blev sat med to skeer og sat på en bradepande – og sat i en kold ovn, som jeg startede på 200 grader (alm. ovn) – midt i ovnen.
Bagefter satte jeg mig hen foran computeren, og som det ofte sker, så kommer man nogen gange til at blive helt opslugt af det, der sker på skærmen. *host*
Så øh… i tilgift glemte jeg desuden at starte alarmuret på de 25 min. Derfor tænkte jeg ikke over mine bageksperimenter før der begyndte at dufte ret meget af brød… på en meget kraftig måde. Ahem. Ups.
Nå, men jeg skyndte mig hen og tjekkede dem ud og blev positivt overrasket – for bollerne var ikke overbagte, men frem for alt helt perfekt gyldne – og med en helt perfekte skorpe.
Opskriften jeg brugte var:
25g gær
2-3 tsk salt
450 ml. vand
1 dl. majsmel
2-3 dl. (ca.) durummel type “00” (kan fås i Netto for en flad 10’er)
Resten – almindeligt hvedemel
Dejen skal være rimelig blød og den skal klistre stadigvæk. Der må ikke være for meget mel i den, men der må heller ikke være for lidt. Så snart den begynder at se “dejagtig” ud, dvs. som en klumpet snasket kugle, så stop. Så putter du låget på skålen og stiller den i køleskabet eller udenfor.
Jeg var så begejstret for resultatet at jeg lavede dem i fredags også. Men der blev de af en eller anden grund ikke helt så magiske. Måske fordi jeg denne gang huskede at tænde for æggeuret? De smagte dog fint, men var ikke lige så seje. Måske skal de faktisk have ret meget i ovnen… hvem ved? Det er typisk begynderheld og herfra så skal det nok passe at det går ned ad bakke for mig. Det skete for roastbeef og det sker, når jeg bowler – efter den første øl går det helt galt!