I øvrigt : Hvad er det der med tax free? Jeg køber altid vildt ind, fordi jeg tror, at når jeg kommer tilbage til Danmark, så findes varerne ikke mere. For at undgå dette horrible scenarie bidrager jeg stærkt til den globale økonomi…

Jeg er lige kommet hjem efter en tur rundt i kvarteret i små, tætsiddende piratbukser. Tro nu ikke jeg har en sjov fetisch – jeg er bare begyndt at løbetræne og lige nu føles mine lår og lægge som det pureste bly. Hvordan jeg fik en hjerneblødning og syntes jeg skulle begynde på dét projekt, ved jeg ikke lige, men nu er jeg igang og min chef og kolleger synes at have en ukuelig tro på, at jeg nok skal kunne spæne de der 5 kilometer i streg til sensommerens DHL-løb. Som jo slet ikke er nogen form for prestigefyldt konkurrence blandt erhvervslivets toppings. Nej nej, det gælder bare om at være med. M-hmm!

Men indtil videre lader jeg dem leve i troen – så afholder de sig nok fra at sætte mig på holdet næste gang… Indtil da prøver jeg at se ud som om jeg nyder det, når mine muskler skriger i protest efter at have løbet rundt i 2 minutter og 30 sekunder for 3. gang denne aften, og resten af min krop har gang i den helt store reklamekampagne for at få mig til at sænke farten. Den er vist stadig i benægtelsesfasen over at jeg skal gøre det her 2 gange mere i denne uge…

Som belønning til mig selv – jeg har nemlig kun sovet små 4 timer i nat – lavede jeg en kæmpe portion mælkefri-frossen-banan-baseret jordbæris, lige til at skovle ind i hangarn og drysset med masser af god samvittighed på kaloriefronten. Frosne bananer feder nemlig ikke – og det smager jævnt meget bedre end den varme, indpakkede af slagsen. Og så er det koldt. Du kan se opskriften på mælkefri is her.

Nyeste stunt – kanelbullar – i reneste form!

I lørdags fik jeg endnu en hjerneblødning – jeg stod nemlig op kl. 08:00 og gik igang med at bage kanelsnegle – fik sgu sådan en lyst til dem med det skodvejr 2. juni bød på.
Desværre havde jeg ikke nok mel. Men så spillede det første soundtrack fra Hvide Løg(n) inde i mit hoved Arhh… hvis det kun er en lille smule, så opdager han næppe at du har puttet grahamsmel i dejen… 
Efter 200 gram måtte jeg sande, at det nok ville blive svært at snyde hr. Kæreste… og mig selv. Så jeg freestylede lidt og masserede dejen ind i nogle bolleformede tingester, der blev drysset med kanel og sukker, ovenpå lidt æggemasse. De fik en tur i ovnen (snegleopskriften kan findes under “BageVærk”)
og kom ud særdeles fine og brune:

De var pænt store. Og pænt tunge.
De smagte godt – men sad fast oppe i ganen. Munden er slet ikke gearet til at have SÅ meget sødbrødsdej kørende for sig i SÅ lang tid. Jeg siger det bare – nu HAR jeg advaret dig. Også selvom du putter nok så meget grahamsmel i…

Men spiser du dem med en varm kop af denne her

I dit krus til sådan en bulla, ja, så kan det alligevel ikke gå helt galt. Den viste chokolademælk kan i øvrigt fås i Magasins velassorterede Mad&Vin-butikker for spidsen af en jetjager – men det skulle efter sigende være pengene værd, siger Hr. Kæreste, som bryder sig så frygteligt om denne lille snack på flaske…