…Det er ca. sådan jeg har det lige nu… Jeg er en lille firecracker af en glædesraket, der bare bliver ved med at skyde op og op og op på himlen. For jeg er nemlig – efter 3½ år ud og ind af dagpengesystemet, ENDELIG landet på en hylde, hvor jeg hører til – nemlig i et rigtigt arbejde, hvor jeg skal lege med online markedsføring.

Nogle har måske tænkt, at der ikke skete så meget på bloggen den sidste uge – men tro mig, det har haft sin årsag. Jeg har nemlig skulle forberede mig til en vigtig jobsamtale hos en rigtig spændende virksomhed, som jeg havde første jobsamtale hos for et par uger siden. Og denne uge var jeg blevet inviteret til nr. to. Jeg var selvfølgelig KISTEGLAD – og vildt lykkelig for at blive udvalgt til nr. 2.

Da jeg var ved at være færdig fandt jeg så ud af, at jeg var den ENESTE de havde trukket til 2. samtale – og så kunne jeg pludselig godt forstå, hvorfor direktøren var med ved mødebordet!!!
Jeg tror jeg havde gjort et så grundigt indtryk på dem, at de allerede havde besluttet sig – for derefter stod det klart for mig, at de havde valgt MIG til at udfylde rollen som online marketingmedarbejder.

Ohmygod. OhmygodohmygodOHMYGOD!!!!
Det var ca. de tre ord, der kørte nonstop inde i hovedet resten af dagen.
Oh yes, det er blevet tidlig påske i år… trust me.

Og det ikke bare et job man tænker “ok, det kan jeg godt holde ud, og det er bedre med et fast job end dagpenge.” – Nej, det er et job, hvor jeg tænker “YES! FEDT! Det bliver nok en sej indlæringskurve – men hold da klejne, hvor bliver det spændende!!!”
I dagens anledning, vover jeg et bandeord og siger “Fuck. Det kan godt være det tog 3½ år – og jeg var lige ved at give op til sidst – men det LYKKEDES sgu til sidst!”

Derfor: Stædighed, viljestyrke og vedholdenhed betaler sig.
At man tror på sit projekt – selvom det hele engang imellem er til at kaste op over – det er bare SÅ vigtigt. Har jeg erfaret nu. Men nogen gange holdt det altså hårdt. Også for min kæreste, der naturligvis også har været påvirket. Tiderne som parfolk er ikke de nemmeste, når den enes fremtid danser limbo. Der var tider, hvor jeg frygtede, at desperationen fuldstændig havde overtaget mig. På de tidspunkter reddede denne blog mig. Det gjorde den faktisk. Uden jer, læsere, uden alle jeres skønne kommentarer til det jeg lavede, var jeg nok blevet skør i bolden. For fanden hvor skal I have tak for at holde humør og energi oppe – I gjorde mig så glad, og så kunne jeg lige klare en dag mere i Dagpengeland. Når jeg tvivlede på mit faglige værd – så tænkte jeg på alle dem, der herinde var begejstrede over de eksperimenter jeg lavede og som altid havde en dejlig kommentar til mine indlæg. You bloody saved my day sometimes. Det synes jeg bare I skal vide.

Derfor kommer der i nær fremtid en kæmpe blog-give-away, det her skal simpelthen fejres, kan jeg godt sige jer 😀
(Jeg skal bare liiige have alle detaljer på plads – der mangler stadig et par vigtige før det hele er klar).

Og med denne salut vil jeg ønske jer en f***ing sej weekend. Jeg skal imorgen ud at snuse rundt i Torvehallerne – jeg glæder mig helt vildt!

Tak er sådan et fattigt ord – men det er det eneste jeg har. 1000 tak, Blogland. You rock!