Kender I det, at man nogen gange falder i nostalgi- og vemodighedssuppen?
Idag læste jeg Klidmosters blog om skilsmisse-mis og blev helt… mismodig. Så med hovedet først – SLASK – så suppe og huskeboller flaksede gennem luften i en stor forvirring – faldt jeg i. Fordi jeg kom til at tænke på min egen misling, der krydsede vores lejlighed for nogle år siden.
Historien begynder da jeg var på sidste studieår i 2008 og havde fået kattefeber. Virkelig kattefeber. Jeg ævlede og ævlede om katte og jeg blev ved indtil kæresten gav sig. Men så satte han det krav, at den skulle være sort og hvid. Og fuck. Hvordan fanden finder man lige en sort og hvid kat? Nej nej, ikke noget med en gråstribet, vores kat skulle være sort og hvid. I det mindste ikke rød, det er nok endnu sværere at finde.
Nå, men jeg surfede rundt på Den Blå Avis og bum! Så var hun der… Den sødeste lille sort-hvide killing og jeg var smaskforelsket fuldstændig head over heals:
Min fremtidige killing – ved siden af sin bror
Jeg var solgt med det samme.
Ud og få fat i katten, købe kattetræ/legeanlæg og gud ved hvad af sager.. Selvom det dårligt kunne være i lejligheden. Fuck it, jeg skulle have kat!!!
Efter de første par timer, hvor hun fes rundt – faldt hun pludselig i søvn – bang! Midt på sofaen – som børn nu gør det:
Zzzzz…..
Jeg havde taget fri i et stykke tid for at hellige mig pasningen af det lille kræ i de første par uger hun var hos os – og jeg fik sandelig et par gyldne Kodak Moments i kassen, skal jeg lige love for:
En usædvanlig tillidsfuld lille mis – der tager middagslur 😉
Computer cat…
Så skal der soves igen…
…og leges
En kat og en snor giver timers sjov leg…
At være en lille mis er hårdt… så er det godt man kan fla’e ud på ejeren…
I 3 år har jeg holdt disse billeder for mig selv. Det gjorde for ondt at kigge på den lille pelsraket, som var mit første kæledyr siden marsvinet i 5. klasse. Et lille dunet bundt, der repræsenterede alt, hvad der er sødt og blødt og nuttet og homemade-hygge-agtigt og bare AAHHH.
Men ak.
Jeg vidste godt der var en risiko – men jeg havde håbet at undgå den alligevel. Med en kæreste, der er særdeles sensitiv overfor pollen, så kan man jo ikke rigtigt fortænke ham i, at hans immunsystem reagerede. Men at mit EGET system også skulle reagere, det kom sgu alligevel bag på mig. Og da JEG først reagerede efter kæresten – efter sølle 3 dage – så var der kun én ting at gøre, og det var at spørge sælger, om jeg kunne levere min lille juvel tilbage. Det kunne jeg.
Jeg ved ikke, hvad der blev af Liva, som min lille kælebuks blev døbt – og hed – i de 3 dage. Jeg håber for alle parter, at hun fik en sød familie at være hos, hvor hun er glad, doven og fed idag. Og lever livet. Men jeg ved det ikke – så jeg vil dedikere dette indlæg til dig, kære Liva.
Jeg elskede dig, din lille pelsbold. Over alt på jorden. Og jeg håber sådan at du fik – og har – et rigtig godt liv og nogle søde mennesker, der tager sig godt af dig, også idag.
(Er lidt i tvivl om "0 Comments, please!" betyder at jeg helst ikke må sige noget, men så ville jeg nok ikke kunne kommentere. Ellers må du undskylde)
– For hvor er Liva dog helt bedårende. Er sikker på, at hendes liv er fyldt med kærlighed, men kan jo ikke andet end at forelske sig!
Frk. Skjold: Jaaah, hun er sød ikke? Jeg har set søde katte efter naturligvis, men aldrig så søde som lige netop min misling. Men… sådan er det nok, når det har været ens egen. "Comment-funktionen" er på vej til at blive ændret 😉