I morges sad jeg og gumlede på en god omgang havregrød med store, grove økogryn og kanelsukker på og så kom jeg pludselig på dette lille digt… Det er ikke særlig fancy og sikkert ikke flot på nogen måde (lige ligesom havregrød faktisk…), men det var lige de her ord, der bare sprang ind i hovedet på mig, mens solen skinnede på vinterlandskabet udenfor.

Ode til min havregrød:

A, havregrød du gør godt.
Især når vejret er koldt og flot!
Hver morgen glæder jeg mig
Til at spise løs og guffe dig
Lige til den sidste smørklat er væk
Men med Becel bliver det ej til spæk.

Kanelsukker og grove gryn
Det bliver lidt af et syn!
Nu ligger du varm og tryg i min mave
og jeg kan endnu en skøn dag have!

Jeg ved ikke… Men til gengæld smagte det godt. Og vejret VAR flot.