Igennem 25 år har smerten og ensomheden været min ven – og da jeg endelig fik kærligheden, blev jeg så bange, at jeg lukkede den ude. Jeg var bange for både at elske mig selv – og elske andre som de lige præcis var. Jeg søgte trygheden, det kendte, holdt fast i fortidens vrede, sorg og bitterhed. Nej, smerte er noget fuck og jeg gider den ikke mere. Desværre er smerten selv ikke enig. Den gnaver med stor lyst og fornøjelse i mine knæhaser og brystben.

Smerte er min usikkerhed, der gjorde at jeg var utro overfor mig selv.
Smerte er min ensomhed, der gjorde at jeg aldrig kunne lade nogen komme tæt nok på til at se og mærke mig.
Smerte er, at jeg kun ”så” hvad han var – og ikke “hvem” han var.
Smerte er at skulle leve med, at min uerfarenhed, egoisme og gode intentioner har smadret hans hjerte.
Smerte er, at da jeg først gjorde noget ved problemerne – var det allerede for sent.

Fordi jeg var så bange for smerten, tog den hævn og blev så meget større til sidst.

Når man er en fighter hele vejen ud til fingerspidserne er det hårdt at erkende, at man indimellem må smide håndklædet i ringen. En dag vil jeg smile igen og faktisk mene det – når smerten finder sit næste offer og forlader MIG. Og næste gang kærligheden banker på, er jeg både stærkere og klogere. Men det ændrer ikke ved, at jeg i denne tid har lyst til at gå hen til alle de der foræææælskede, kraniegnavende par og knalde deres hoveder sammen.
Hårdt.
Og det er ok. Så længe jeg ringer efter en ambulance til dem bagefter.

Nogen kommer gennem smerten ved at motionere. Andre igen rejser jorden rundt, anlægger en have, bliver coach, køber en Ferrari eller har løse forhold til en masse mænd eller kvinder før de kan behandle den. Og så er der mig – jeg skriver mig ud af den.

Madonna synger sig ud af den.