Der kan skrives mange – nogle tragikomiske, andre skidesjove – historier om singler og bryllupper.
Single.
Det er fandme en mærkelig label at putte på sig selv. Så det vil jeg lade være med. For den lugter langt væk af, at man ikke er “duo” – eller at man er “single fra noget”. I stedet vil jeg kalde det vende-bøtten-på-hovedet-og-finde-mig-selv-periode. Der er hverken desperation, Bridget Jones-nerver eller noget som helst andet over det. For jeg har det faktisk OK med at være alene, med at tænke tanker og grave mig igennem den spand, der indeholdt de sidste 10 år af mit liv. Indrømmet, der er nogle ting, man skal vænne sig til… men overordnet så har jeg faktisk haft det bedre end ventet.
Det er sandt hvad de siger…
Damer omkring de 30 får flere tilbud end piger på 23 (check!)
Damer omkring de 30 har så meget indre ro, at de kunne sælge ud af det til NATO (check!)
Damer omkring de 30 er uinteresserede i mænd, for de har det for fedt med sig selv (check!)
…Medmindre damen hedder Bridget Jones, er en lille smule desperat og skriver en lidt træls dagbog, der synes at havne i de forkerte hænder. In case you’re wondering – nope, mit mellemnavn er ikke noget med B. Og nej – du får fandme ikke lov til at læse i min dagbog!
Det ændrer dog ikke ved, at man som single får et liiiidt anstrengt forhold til bryllupper. Især når man kun har været det i 2 uger. *host*
NÅ. Men det var ihvertfald noget god mad, min onkel han serverede – og god underholdning, selvom jeg måtte smutte nogle timer før festen begyndte. *suk* Nej, det var ikke lige den letteste aften, men jeg overlevede…
Her er det lille landsted, hvor brudeparret bor til hverdag… Min onkel kender mange spøjse mennesker, og en af dem har han gået i skole med. Skolekammeraten havde tilfældigvis en lille portnerbolig, der trængte til at blive sat i stand. Så selvom det kunne se kønt ud, er det altså bare onkels skolekammerat, der bor her. Men flot er det sgu med udsigt over vandet.
Fra Rungsted Havn, var to udendørs-kokke ankommet og fyldte snart bordene med alt det lækreste fiskeri… Fx håndpillede rejer.
Eller frisklavede fiskedeller… Bemærk den lille pincet, der er igang med at vende dem. Selve billedets komposition er jeg bare totalt skudt i. Det er så møg-awesome altså set ud fra en ren motiv-mæssig vinkel.
Så var der lige salaten. Den kunne ikke blive helt skarp, fordi lyset var sk…dårligt. Men den var helt sikkert et hit – en rigtig efterårssag med æbler og blåbær og avocado. Mums!
Og så havde vi da også lige lidt hjemmerøget østersø-laks. Ikke dårligt!
Nej, det er ikke mig, der er fuld – det er bare kameraet, der ikke kunne skyde med skarpt! |
Et bjerg af jomfruhummer-haler. Sådan en bonderøv som mig… det havde jeg ikke prøvet før. Så nogen ved bordet måtte hjælpe mig med at spise dem. Men det gik. Og da de først var kommet i munden, var det bare “aaaahhhhh”. Søde, bløde, lækre. Namse-namse!
Det var så smukt – i loftet sad spærrene fra den Kongelige Porcelænsfabrik. Gudeflot altså. Nårh ja, og så var der jo lige bordene også…
Denne her nedenstående kartoffelsalat kunne jeg bare slet ikke stå for. Sådan skal det gøres. Videre!
“Rovet” er samlet ind – sans mælkeprodukt:
Det var nu helt ok at gå og lege bryllupsfotograf sådan en dag. Der er ikke noget bedre end at gå og gemme sig bag sin linse, når man har lyst til at hvæse af de andre gæster. Og med så’en et stort mutterf**cker-kamera, er der sgu ingen der ser, hvis skærmen bliver lidt våd bagpå….
Om et år kan jeg gå til bryllup og danse til den lyse morgen. Men med et forslået hjerte, såh… nej. Heller ikke selvom der hverken var hvid brudekjole, kirke eller andet.