Thursday, November 21, 2024

(Mad)Trends

Kunsten at fnise… med Price

Er det kun mig, der har en fornemmelse af, at brødrene Price er ved at blive hot as hell? Og hedder det “Brødrene Price” eller “brødrene Price”? Er de to herrer med efterhånden en god sjat år på bagdelen – ved at få en genopstandelse som køkkenets Olsen Brothers?

Pludselig kan man i Berlingskes fredagsudgave læse en restaurant-anmeldelse smagt til af Adam P., og søger man på “Brødrene Price” på Google (MED anførelsestegn), får man ca. 20.000 opskrif- undskyld, hits. (40.000 uden anførelsestegn…). I cirkus-revyen ser man James Price blive skoset af Lisbeth Dahl – “det er da godt du er bedre til at lave mad end du er til at spille klaver, hva’?” og ja, listen kunne blive ved.

Hvad er det, der gør de to ærkedanske drenge fra det bedre kunsterborgerskab så fantastisk populære? I tiden før de ramte DR1, gik de til den på DR2 og søndag var lig med hyggelig afslapning, før mandagens klamme hånd bankede på sengegærdet i takt med vækkeurets dutten. Nu er seertal på omkring en million lig med kassesucces og de to brødre er på i prime time tirsdag aften på DR1. Ganske vist med mere show og mindre mad-lirum-larum, men ret skal være ret…

De to glade ‘drenge’ får skærmen til at dugge og mundvigene til at krølle på – tilsyneladende – mange mennesker. Med gakkede gangarter, pizzaovn, temamad og paratviden om alt og ingenting fra gastronomiens verden smyger der sig en duft af svunden tid og mormors mad hen over tv-skærmen.

Brødrene Price er hygge, retro- og realitetsflugt i den bedste og reneste udgave – for det starter jo altid med gode råvarer, som man siger. Jeg gætter på, at vi meget snart hører udtryk som “Rigeligt smør!” glide ind i vores sprogbrug… For helt ærligt… Hvem f***** bryder sig IKKE om sommerhusidyl, grønne græsplæner og god mad i én stor cocktail???

Se eller gense youtube-klippet: Brødrene Price – smørmangel!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Download blocked.