Med denne idylliske start, kaster vi os ud i en modereret forret, som jeg ikke kan spise normalt, fordi mælkeallergien sætter visse grænser, for hvor meget syndig holandaisesovs jeg kan hælde over satanerne… Men den anden dag havde jeg bare sådan en lyst til grønne asparges med hakkede æg og vinagraitte (staveplade?). Så som sagt så gjort – knæk aspargesne på det sted de er blødest, kog et æg – og vupti, 1-2-forret : (Man må da godt spise asparges ikke????!!!! Asparges er jo ikke agurker?!)

Sammen med noget frisk, kogt pasta: 

Det er den ultimative forårs-forret hos mig, og det var et helt år siden jeg havde fået den sidst. Aspargesne altså. Ikke pastaen. 

Aspargesne var en sprød lækkerbidsken, mens stumper af æggeskal gav en dejlig, knasende fornemmelse. 

God damn it! Må. Have. Skiftet. Den. Køkkenlampe! (så jeg kan SE noget!)

Sammen med den smagsløse Netto-friske pasta var det et ypperligt måltid. Af en eller anden grund havde jeg fuldstændig svedt ud, at man som regel skal have en sovs af en art på pastaen… Noget våd-ting af en art ihvertfald. Og nej – vedhæng fra kogevandet og olie tæller altså ikke! 

Fri mig for frisk familiepakkepasta!

Nå, det hele er ikke så dårligt, at det ikke er godt for noget…

Så til dessert blendede jeg 3 kugler Tofuline-sojais med frosne jordbær og rismælk – og et drys sukker.

Det var nok den bedste dessert jeg har fået længe!!!

UHM!!!!

Eneste minus ved den der lækkerbidsken er, at den er så kold, at man simpelthen ikke kan smage den til sidst. Men det smagte fandenfisme godt! MUMS!

Blendes og kommes i et højt glas, mens massen stadig er halvfrossen. Kan garneres med lidt mynteværk eller citronmelisse-urter, men glem ikke skeen. Den smager af sommer – og mere til!