Mange har spurgt hvordan det gik til at jeg sagde et nærmest drømmejob op og flyttede til Jylland bare sådan ud af det blå. Jeg kan godt forstå hvordan det må se ud for andre… Jeg kæmpede med arbejdsløshed og stress og depression i 3,5 år og fik så ENDELIG landet et job på de bedre breddegrader i København. Og så – bum – to år efter er jeg på vej over sundet for at starte noget der minder om forfra. Wat da fuck?!!! tænkte mange sikkert og ja – jeg betvivlede også indimellem min egen sanity, kan I tro. Før beslutningen blev taget, havde både SWOT-analyser og plus/minus lister vist gode muligheder. Men vigtigst af det hele var det hjertet, der viste mig vejen frem. 

I dag er det 1 år siden jeg ramlede hovedkuls og lidt skævt (det der med parkering i stribede båse var aldrig rigtigt “my thing”) ind i kærligheden. Men til at starte med var det godt nok lidt svært at genkende den…

Faktisk var det fredag den 1. november. Klokken var 18.12 på Århus Banegård.

Ud af toget stiger en høj, smuk diva, klædt i sort. Sort uldfrakke i ultra fashionabelt snit, sort, strikket hue af kaninpels og sorte, højhælede læderstøvler. Sorte læderhandsker, der er Wesley Snipes “Blade” værdige. Med sig har hun en fancy kuffert, som hun hiver afsted henover banegårdens små, gule, klikkende fliser. Det ene hjul er skævt og siger mærkelige lyde, men hun lader som om det kun er de andre der kan høre det. Hun er en sort engel, hævet over snavs, skæve kufferthjul og glade mennesker. Det eneste hun mangler er en lille Paris Hilton dukke – øh, hund – der ligger tilpas selvfed og henslængt på den anden arm. (Heldigvis kan jeg ikke udstå de små kræ…)

For enden af perronen står en hætteklædt fyr i sort, lang frakke med slidte militærstøvler. Hans ansigt og øjne er skjult af den specielle hue, hvis kant går langt ud. Det lange, sorte hår er skjult af overtøjet, men hans blik er årvågent og han gisper halvt, da han ser skikkelsen i sort, der kommer gående ned ad perronen med sin pivende kuffert. 

Hendes blik er vagtsomt, søgende og nysgerrigt på samme tid. Hans første indskydelse er chok og overraskelse. Han ved, at havde der været en Paris Hilten-dukke, så var han smuttet nu! Men gudsketakoglov er der ikke noget af den slags på den høje, sorte kvinde med klik-klik støvlerne.
Han drager et foreløbig lettelsens suk og tager så et lille skridt frem, mens de sidste passagerer forsvinder smilende og snakkende op ad rulletrappen til højre for ham.

Til sidst er der ikke andre end dem tilbage på perronen. Da indser de, at alle de antagelser de har haft om den anden, er helt, helt forskellige fra virkeligheden.

Og så trækker han hættehuen tilbage og smiler. (“Pyha, hun har ingen hund med!”) Og hun ser ind i de blideste, varmeste og smukkeste øjne hun er stødt på i hele sit liv. På overfladen er de et umage par. Men deres sjæle har endelig fundet en ligesindet, en som de føler genkendelsen i sig selv med, når de kigger ind i den andens blik.

Det første kram er en anelse akavet. For at sige det mildt. Hun ved ikke rigtigt, hvad hun havde forventet. Alle fordommene står i kø, men hun kvæler dem resolut og tænker på alle de timer de har snakket over Skype den sidste måned, som for første gang i et år har fået hende til at åbne sig for en af det modsatte køn igen. Han når at tænke “Fuck, er det virkelig hende??!”

De går op ad rulletrappen sammen, mens snakken går stille og roligt om den relativt begivenhedsløse tur over sundet. DSB har heldigvis gemt tænderne til en anden dag. Mens smalltalken går, kører hjernerne på fuld tryk i begge to. 

Lige indtil de begge to griner af hendes joke om noget ingen af dem kan huske idag, mens de venter på bussen. Da er det, som om forvirringen og chokket aftager lidt, og de genkender den person, de hver især først mødte på Skype og over mail på soulmate.dk. 

Busturen er til ende, og nu skal den sorte diva hjem i dragens lair [intern joke indsat]. 

Da overtøjet først kommer af, ser han endelig den pige, der har fyldt skærmen den sidste måned. Hun står lige der med sit rødbrune hår og de brune øjne og ihh’er og ååhhh’er over det stikkende firben, der kravler forvirret rundt i sit bur, mens den lille snude snuser intensivt ud i luften for at få en ide om, hvem denne nye feminine og fremmede skabning er i den røde kjole. Men da den lille fyr kommer tættere på hende og kan mærke de venlige vibes, der udstråler fra hende, overgiver han sig alligevel en smule. Hun får endda et lille smil og et blik med øjet – selvom hun ikke virker til at lægge mærke til det. 

Det samme gør ham hun skal besøge. Efter en solid middag med bacon og burgerboller på Michelin-stjerne aspirant-niveau slår de mave i sofaen. Hans arme rykker stadigt nærmere og hendes panikangst løber stadig stærkere. Men da de mødes i et kys for første gang, glemmer de al nervøsitet, panik og angst og kan endelig mærke, at de er kommet hjem. For første gang i meget, meget lang tid. 

***

Og at finde sit hjem, også selvom det er på den anden side er sundet, er nådigt sluppet. Og det hele værd.

Heck, det kunne være Sydafrika for fucks sake…

Idag er det et helt år siden det første kys. Siden er der kommet flere til. Ligesom mængden af køkkengadgets i skabene steg ekspotentielt efter blot 5 måneders dating.

Indrømmet. Det har IKKE været uden problemer, sammenstød, clashes og patching ups. Men alligevel ved vi bare, at vi ikke kan eller vil undvære hinanden. Ligegyldigt hvordan verden så ellers ser ud, så hører vi sammen. Og det kan hverken chefer, omgivelser eller “velmenende” meninger lave om på. Uanset hvor verden ender, vil jeg aldrig på mit dødsleje fortryde, at jeg flyttede til Århus. 

Og så er der ligesom ikke så meget mere at sige vel?