For noget tid siden spurgte en læser mig, om jeg mon snart skulle til at skrive om børne-gadgets og den slags. Jeg var noget forbløffet, men det er jo klart, at når man rammer en vis alder (som blogger), kommer der nye prioriteter på bordet i takt med, at man bliver ældre.

Det kommer dog ikke til at handle om børnetøj denne gang – men noget blødere er fundamentet dog blevet med husholdningens nyeste medlem. Lad mig præsentere: 

Multe is in da house!

Ja, well.. det var ikke os, der navngav ham. Det var internatet vi fik ham fra. Men mage til magelig kat skal man lede længe efter! Efter en længere bustur hjem i en velvoksen transportkasse var det første den lille lømmel gjorde, at plante sin bette kattemås midt på stuegulvet med et udtryk som om han ejede hele hytten. Og i øvrigt ikke havde tænkt sig at flytte sig en milimeter det næste stykke tid…

Det har taget to måneder at få det hele klar. Ikke mindst fordi jeg førhen troede jeg havde katte-allergi efter et fejlslagent forsøg på at anskaffe mig en kat for nogle år siden. Jeg har fået lavet blodprøve som overhovedet ikke slog ud på hverken kat eller hund – og gnedet mig op af indtil flere fremmede katte og dernæst sove med tøjet så min næse rigtigt kunne få “glæde” af hårene.

Men nix. Ingen af delene har givet udslag. Til sidst turde jeg derfor godt sige JA for helvede!! til at kigge efter et lille pelsbundt på det lokale dyreinternat. 

Og pelsbundter var der skam nok af. Men ingen som denne lille firben (på en god sjat kilo – sådan noget pels vejer jo. Eller noget).

Den lille pelsfyr uden kugler kom hjem igår – og har gået lettere hvileløst rundt indtil nu (måske fordi han ledte efter dem?!) Men jeg tror at han i skrivende stund ligger og sover den ud under sengen. 

Nogle katte er mere sky end andre. Men ham her… han er sgu en gæv jyde. I løbet af 2 timer havde han effektivt indtaget sofaen (og mit skød…)

Og allergien? Eller – den FORMODEDE allergi?

Jeg har ikke mærket et piv. Hvilket jeg ejheller burde – for jeg er sågu vokset op med katte af flere typer – både racekatte og normale huskatte og hunde. Og der har aldrig været et kny. Måske fordi jeg fik snavs og lort nok da jeg var barn… Og kattehår 😛

Så Multe – eller Leroy/Jango/Mirko/whatevs – kan nu nyde både sin mor og far med god samvittighed. Og det gør han så sandelig også. Jeg har fået en veritabel Schumacher af et sludrechatol af en kat. Der er så tillidsfuld, at han i løbet af få timer gik hjemmevant rundt i 2V’eren. 

Fucking incredible. Og fucking wonderful. Når han altså ikke holder mig vågen om natten… (suk).

😉