Tuesday, March 19, 2024

Dressing og tilbehør, Grønt, VEGAN

Ramsløgpesto & ramsløgsmør

I øjeblikket titter der ramsløg frem på hemmelige steder i Danmark (hvis man ser bort fra Riis Skov i Århus og ved Ledreborg i Lejre, der ligefrem sælger billetter til at plukke dem) …

Men jeg var heldig før påske at kapre et par poser i den lokale Føtex, så jeg også kunne få mit ramsløg-fix i år. Det blev til en lækker omgang ramsløgssmør og ramsløgpesto – samt frikadeller med ramsløg i stedet for løg. Mamma Mia, og træk mig nu både forlæns og baglæns ud af fuglekassen. Friskfangede ramsløg rykker altså for vildt!

Når man nu kan bruge laktosefri smør i begrænsede mængder, er det jo en særlig glæde at iklæde diverse madvarer med det grønne unikum-krydderi. Så skal vi ikke bare springe ud og få det ned på det digitale papir, hvad jeg har bedrevet denne påske?

Opskriften på ramsløgpesto er uden ost og derfor egnet til mælkeallergikere eller andre, der ikke tåler den slags godt. Den indeholder dog nødder.
Jeg har tidligere forsøgt mig ud i urten, men da jeg gik igang, kunne jeg ikke huske, hvorvidt den var nået til bloggen eller ej. Det var den så. Doh.

Ramsløgpesto – opskrift

  • 1 håndfuld ramsløg – gerne mere, afhængig af din kærlighed til hvidløg og angst for vampyrer…
  • 1 håndfuld persille
  • 1 dl. ristede pinjekerner
  • Revet skal af 1 øko citron
  • Lidt saft fra omtalte citron
  • Salt & peber (en smule)
  • Olivenolie i en mængde, til det føles som pesto
  • En stavblender + højt piskebæger

Skyl og riv persille og ramsløgblade i større eller mindre stykker og smid dem ned til hinanden i piskebægeret, hvor du også spæder til med citronsaft, citronskal, salt, peber og pinjekerner. Hæld også en god slat olivenolie i (det skal ikke drukne – det skal bare være noget der ligner en halv deciliter eller sådan noget)
Så langt så godt.
Så starter du blenderen! Tilsæt løbende lidt mere olie undervejs, og smag til med citron, salt og peber. Er der for meget grønt i, så put lidt flere kerner i.

Når hele møget er blevet pesto-agtigt, hælder du blandingen ud af bægeret og ned i en dåse, så den kan stå på køl. Jeg fandt i gemmerne en genbrugt kondi-dåse men alle slags kan gøre det.

Hvad kan man bruge ramsløgpesto til?

Well… her er et par ideer:

  • Vend almindelig eller frisk pasta i ramløgpesto og drys med friskrevet parmesan.
  • Put ramløgpesto i en gang creme fraiche eller lign til dip
  • Tilsæt til mayonaise, når du skal lege hipster
  • Dryp ovenpå tomatmaden, æggemaden eller frikadellemaden – du kan også putte den i frikadellefarsen
  • Smut en klat ned ved de ovnbagte grøntsager
  • Giv lammefarsen eller lammekøllen en overhæling med ramløgpestoen
  • Lav nem kryddersmør – tilsæt en teskefuld eller mere til blødt smør og put det på bøffen (you’re welcome by the way…)
  • Til tapas og halløj

Ramsløgssmør – den du ikke kan holde nallerne fra!

…Hvis du som jeg, har en god sjat ramløg tilovers efter pestoproduktionen (man skulle jo nødig mangle eller gå ned på ramløg som vi siger her på matriklen) – så smækker du lige en klat smør ned i en dåse eller skål og varmer den op. Enten ved at glemme den på køkkenbordet (som jeg kan finde på) eller give den 20 sekunder i mikroovnen. Jeg ved ikke, hvad der er smart – you do you!

  • 1 pakke SMØR
    Og helt ærligt: brug nu for helvede noget ORDENTLIGT smør, og ikke det der billige private label stads til billig penge!
    Smør fra Naturmælk, Thise eller Løgismose er oplagt – eller en klat Arla Unika.
    ENDNU bedre: Du kærner lortet selv i en original træspand med pind i. (Jeg lover dig, at det er bøvlet værd… Har du ikke lige en smørkærne på lager, kan du bruge denne her opskrift på pisket smør fra Mandekogebogen, der lugter lidt af det samme.)
  • Hakket ramsløg (og evt. rester af persille)
  • Lidt flagesalt
  • Latexhandsker – det mest hygiejniske, hvis du skal have poterne ned og ælte smøret

Man kan NÆSTEN ikke gøre noget galt i denne her stort set idiotsikrede opskrift. Tilsæt så meget smør, ramsløg og>/eller persille som du har præference for. Tilsæt et drizzle af flagesalt, altså ikke en hel teske, men heller ikke bare et lille drys. Krystallerne skal kunne mærkes og knase, uden at din læge kommer efter dig med blodtryksmåleren!

Det kan du bruge ramsløgsmør til…

Udover The Obvious Stuff – altså smør på diverse brød – har jeg listet et par extras herunder:

  • Vend friskkogt pasta i en klat ramsløgsmør. Din italienske svigermor vil få tårer i øjnene og kalde dig “Mia Bambino!!!” med strålende øjne, når du stiller tallerkenen foran hende med et drys god parmesan på.
  • Brug det som awesome erstatning for bernæsen på bøffen – det er NOM!
  • Put en klat på de dampede grøntsager eller på kartoflerne.
  • Læg den ovenpå laksen, du trækker den ud af ovnen eller i dampede fiske/grøntpakker i ovnen
  • I bagekartoflen

Du skal til gengæld holde den væk fra både koldskålen, brunsvigeren og fødselsdagsbollerne med rosiner. Det bliver bare mærkeligt…

Ekstranummer: Brug ramsløg i frikadeller i stedet for løg

En veninde tippede mig om at man kunne bruge ramsløg i stedet for løg, når sæsonen var igang. Det skulle naturligvis testes. Og jeg fik det ultimative #SealOfApproval da den jyskfødte hr. mand testkørte kødbollerne og hans øjne farede til himmels, så jeg var bange for vi måtte have både mjød, hjertestarter og baconlugtesaltet frem… Det viste sig dog, at han bare var i den 7. himmel… Pyha.
Men altså, – så kan man lære det. Ramsløg er geniale som erstatning for løgene i frikadeller.
Helt optimalt vil det være, hvis du starter processen med blot at ælte kød, salt og ramsløg til en fast masse, inden du putter resten af ingredienserne i. Det samler kødet og gør det let, fast og sammenhængende, når de skal spises. Put også gerne en sjat danskvand i – kulsyren mørner kødet på en helt speciel måde.

Ellers blander jeg mig ikke i dine frikadeller. Men de er ihvertfald godkendt af flere so far:

Frikadeller med ramsløg, fritter af sweet patatoes og græsk salat

2 thoughts on “Ramsløgpesto & ramsløgsmør

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Download blocked.