De sidste par uger med flytterod og Roskilde-syge har naturligvis kunnet mærkes på både forhold, humør og overskud. Derfor har der ikke været særlig meget lyst eller tid til at blogge før nu, også delvist fordi jeg freelancer for min semi-æh-noget?-tidligere-arbejdsplads. Sådan er det med marketing… man bliver aldrig færdig.

Så mens mor her har strugglet lidt for at finde sine ben og få en rutine til at køre midt i rod og flyttekaos, afstemning-af-forventninger-sammenstød-med-manden, blev terassen divaficeret og den kulinariske horisont udvidet…

Fra det her…:

Til det her…:

Jeg troede aldrig i mit liv at jeg skulle finde frysepizza særlig spændende eller tasty. Well, når man selv kan putte ekstra ost på (we-heee!) og tilføje lidt friske tomater, så bliver sådan en Dr. Oetker faktisk helt hæderlig!

Det stod i skærende kontrast til den hjemmegjorte salade niqoise med æg, luksustun og deli-oliven –  men det er netop det der er så dejligt kontrastfyldt i madlavning synes jeg. Den ene dag pitabrød eller frysepizza – den næste ølbraiserede svinekæber med urter!

Kæresten har naturligvis været ellevild af glæde over de nye kulinariske vinde, der pludselig blæser over gryder og pander, jeg tror det er noget med en papegøje og en riffel der er på spil her… Men det fede er, at vi nogen gange lader os inspirere af hinanden til at prøve ting ingen af os ellers ville have forsøgt os ud i. Efter et helt liv med had til grønne asparges, lykkedes det mig igår få et smil frem da de kom ind i munden (godt akkompagneret med hakkede æg og lys sovs).

Jeg må indrømme, at jeg er virkelig, virkelig glad for min beslutning om at flytte til et andet “kontinemt”. Trods startvanskeligheder med sygdom og forventningsafstemning, har jeg ikke et sekund fortrudt min beslutning. Da jeg i dag modtog mit nye sygesikringsbevis med posten, kunne jeg mærke, hvordan jeg følte det som at jeg endelig – efter lang, lang tid var “kommet hjem”. Det føltes sgu bare rigtigt at putte det lille gule stykke plastik ned i min nye pung.

Jeg elsker den glæde og den venlighed man finder hos folk herovre. Den hjælpsomhed og rarhed, der gør at man bliver glad – både når man går ind i en forretning og ud af den igen. I København skal man lede længe for at finde en butiksejer, der ansætter flinke, glade mennesker i sin butik. I Århus er det mere reglen end undtagelsen. Hjælpsomheden, åbenheden og den ikke-forcerede venlighed man møder rundt omkring har været over al forventning. Derfor vil jeg godt benytte lejligheden til at sige “TAK” til alle de århusianere jeg har krydset på min vej so far og som har været med til at gøre mine første 2 uger i Jylland så dejlige: Fra servetricen på Restaurant Flammen til frisøren hos StyleBox – og ikke mindst de flinke folk på min Facebook og Twitter. Århus ER virkelig smilets By. No doubt about it.

Tak til jer alle 🙂