For os grøntgnavere (læs: elskere), må Bazar Vest i Århus simpelthen være det ultimative mekka. Ja, well, når man nu ikke kan nappe en tur på Barcelonas madmarked til husbehov (se slideshow HER)- så kan man alligevel komme lidt tættere på markedsoplevelserne i Bazar Vest – nabo til Gjellerupparken og lige så berømt som det er berygtet.
Bazar Vest er en grønthandel-gone-crazy-shaket-med-krydderier-kød-tøj-dimser og diverse eksotiske varer – nogle kønnere end andre. (50 liters gryder, tæpper, tøj, elektriske fodbade-kar eller satinsengetæpper). Den del i den store hal, der fylder mest, er naturligvis grønthandlerne. Fra 3-5 forskellige boder faldbyder de deres grønne guld. Og der ER virkelig mange interessante ting, både af eksotisk og normal art. Krydderurter, alverdens grøntsager og frugter.
Det er et studie i vegansk overflod… Og smukke farver. |
Hvem bliver IKKE glad i låget over alle de vitaminer samlet på ét sted?! |
Fantastiske farver, sorter og grøntsager er at finde – i rigelige mængder. |
Du kan få næsten alt til salaten her – og det du ikke kan, er ikke værd at kende til! |
Da vi researchede den offenltige transport, stod det pludselig klart, at vi var ganske begunstigede herude i Århus Nord. For bus 6A kører simpelthen nærmest til døren af bazaren. Det betød at vi blot skulle hoppe ind i bussen, køre 20 minutter og så var vi der nærmest. I stiv kuling og regnbyer trodsede vi vejrguderne og skyndte os ind i varmen til alle de gode sager. Udover grøntsagsmarkedet besøgte vi den lokale krydderi- og specialitetspusher, som havde bulgur galore, kerner, frø og alverdens pasta til rimelige priser. Her købte vi blandt andet 2 x olivenblanding til YDERST RIMELIGE priser. 10 kroner for 100 gram, men selvom vi var meget fristet af de friske fetaoste, afstod vi pænt, da pakkenellikerne havde svært ved at være i vasen… Se bare her:
Kerner, nødder og kogeprodukter af alskens slags. Endda økologisk og dansk import… |
Og hvad skal alt det lækre stuff så blive til, spørger I nok… Idag bliver ingefær, koriander og chili kastet i gryden til en ordentlig omgang asian style food og imorgen mikses vandmelon, persille, mynte og rødløg hakket sammen til en god omgang vandmelonsalat med en sjat af Meyers gode eddiker. Den og bulgursalaten med persille, mynte, agurk og citronsaft skal flankere en smækker lakseside. Og så skal vi ikke glemme den eksotiske rejesalat med agurk og koriander der også er på tapetet til frokost en af dagene med resterne af korianderen (hvis den altså holder så længe).
Jeg kunne enormt godt lide følelsen af godt købmandsskab i Bazar Vest. Det er folk, der virkelig brænder for det de laver – og som sætter en ære i at levere et ordentligt produkt og ordentlig service. Ikke kun er der smil og glimt i øjnene – der er egentlig også bare en stemning af hygge – ligegyldigt hvor travlt der syntes at være ved boderne. Alle var høflige og tålmodige. Men ja – de har også G4S vagter gående udenfor. Og det forstår jeg egentlig godt. For man skal ikke lukke øjnene for, at i en kulturel smeltedigle med så mange forskellige baggrunde, personlige traumer og religiøse strømninger, opstår der gnister, og nogen gange kommer der eksplosioner.
Derfor: Tag fornuften med, men pak fordommene væk. Og nyd så ellers besøget og de fantastiske farver og priser…