Det kunne være hvilken som helst torsdag i hvilken som helst arbejdsuge. De ligner indimellem hinanden.
Men det er det ikke.
Denne torsdag var afslutningen på en æra der har varet de sidste to år – nej faktisk fem, hvis man tæller de første 3,5 års kamp for at få job med i regnskabet.
Denne torsdag var afslutningen på en æra der har varet de sidste to år – nej faktisk fem, hvis man tæller de første 3,5 års kamp for at få job med i regnskabet.
Sidste arbejdsdag i et stykke tid.
Det er stadig en mærkelig følelse, og jeg kan stadig ikke helt finde ud af om jeg skal smile, grine eller græde. Måske lidt af alle tre. At tage afsked med noget man holder af er altid svært, ikke mindst når man ikke ved hvad der venter derude på den anden side af sundet.
Men det er netop også den del der gør det hele så meget desto mere spændende og uforudsigeligt. Der hvor man mærker suset under vingerne og finder ud af om træningen har båret frugt.
Det er stadig en mærkelig følelse, og jeg kan stadig ikke helt finde ud af om jeg skal smile, grine eller græde. Måske lidt af alle tre. At tage afsked med noget man holder af er altid svært, ikke mindst når man ikke ved hvad der venter derude på den anden side af sundet.
Men det er netop også den del der gør det hele så meget desto mere spændende og uforudsigeligt. Der hvor man mærker suset under vingerne og finder ud af om træningen har båret frugt.
På en helt almindelig torsdag kl 16.45 tog jeg afsked med livet som det har været de sidste halvandet år…