Wednesday, October 20, 2021

Oplevelser

At ryge og rejse

Jeg har været i en dyb blog-tænkepause den sidste halvanden/to måneder. Det har været en pause, der har tvunget mig til at genoverveje, hvad det præcis er jeg vil med bloggen her. Og hvad jeg kom frem til, betyder, at der er ændringer på vej her på stedet. Flere end jeg først havde antaget.

Det hele startede jo som et projekt til mælkeallergikere og mælke-intolerante som mig selv. Jeg eksperimenterede og brugte en hulens masse penge på at lave mad, som jeg blev tyk og fed af. Faktisk 11 kg. federe end jeg er i skrivende stund. 
Bloggen var vel nok min ventil for at få noget af det jeg manglede i mit liv… glæde, respekt, verbal anerkendelse – og i sidste ende – måske noget af den kærlighed jeg ikke fik meget af. Det var også et åndehul – og følelsen af at blive accepteret, præcis som jeg var, uden at blive målt, vejet eller (be)dømt, var meget nødvendigt i en periode, hvor tingene i mit liv var… bumpy. 
Det er svært at sige præcist hvad der er sket siden september. En ting er de ydre ting som vægttab, ny hårfarve og afskeden med en række mennesker, som var vokset en anden retning – herunder 3 veninder. Jep, a bitch, that. Noget andet er den oprydning, som er foregået indeni mig selv de sidste 8-9 måneder. 
Det startede med en række hypnose-sessioner, som gjorde, at jeg slap nogle meget gamle og destruktive mønstre i mig selv. Senere forsvandt både mine angstanfald og min mælke- og vinallergi. Hvad der voksede frem fra jorden, da al ukrudtet pludselig var væk, havde ikke engang jeg regnet med.
Jeg har altid været glad for at komme ud og opleve noget, og gerne sammen med andre. Men det var som om jeg havde glemt den del af mig et sted på vejen de sidste næsten 10 år med en konstant irriteret mave. Det har jeg taget revanche for – i den sidste halvanden måned har jeg været over landets grænser flere gange – senest på Rügen i Tyskland, som er en idyllisk perle midt i Østersøen:
Badebyen Bintz, der tidligere var en kurby for de velbeslåede og vel-fedede tyskere…
Prora – 4,5 km lejlighedsanlæg i armeret beton fra 2. Verdenskrig. Her kunne Hitlers officerer nyde en tur i Østersøen, der ligger 50 meter længere nede. I dag står lejlighederne tomme – ingen har lyst til at flytte ind i noget, der mest af alt kunne minde om en skamplet på Tysklands historie
Rügen er utrolig smuk og landligt idyllisk i maj måned. Og jo – de har asparges-kort på restauranterne… 
En skov der kunne ligne noget fra en fantasy-film…
Jeg har nydt kølig hvidvin og grillmad på terassen, løbet min første 5-kilometer (på 30 min :-D), sejlet ræs i Københavns havn og brugt flere penge på mig selv end jeg nogen sinde har haft mulighed for – overhovedet. (Mit tøjskab vånder sig pt…)
En fredag eftermiddag på Christianshavn med en kold drink og solen højt på himlen. 

50 km i timen virker ikke som noget særligt – men sidder du i en båd, så er det!!!
Konklusionen på den sidste halvanden måned er, at jeg opfandt Hottie Von Dottie fordi jeg havde brug for at dyrke den del af mig, der havde haft trange kår i mange år. Og måske… måske var det også en flugt.
Men konklusionen på min tænkepause er også, at Hottie Von Dottie ikke er nødvendig mere. Jeg er kommet dertil, hvor jeg egentlig bare gerne vil være mig, Anette, 30-ish år, der prøver at leve livet så godt hun kan, på den bedste vis – nemlig hendes egen. Hottie Von Dottie var en person, der havde selvkærlighed, selvrespekt og selvaccept. Men ser I… det er derfor jeg ikke har brug for hende mere. For jeg har selv fundet disse tre ting indeni, og ikke udenpå ved at “være nogen” eller “noget” og leve mig ind i et gakket og lalleglad madøre – også selvom det er et sindssygt festligt madøre og jeg altid vil have hende som et skønt minde. 
Anette, Rügen maj 2013
Vil det så sige, at jeg bare har spillet komedie i 3 år? Både ja og nej. Nej fordi: Bloggen har været et åndehul og mulighed for at dyrke en glemt side af mig selv. Og ja, fordi: Nogen gange kan livet være sådan en mega-bitch, at man simpelthen har brug for et … ja, åndehul. Bloggen har på nogen måder været en personlig udviklingsrejse ind til mig selv – og her er der sikkert en græsk filosof, der har et citat om at hvis man tænker og spytter ord ud, at så ER man – men jeg kan ikke huske hvem. (Er det mon ham, der rimer på enten “aparges” eller “artiskok” hmmm…?)
*  
Det her indlæg er ekstremt personligt og jeg har lidt hjertebanken ved at udgive det, for ord har magt. Ord kan ødelægge eller bygge op. De kan starte krige – eller bygge broer – mellem lande, byer…mennesker. 
Mine ord – Anettes ord – er selvvalgte og leder mig til at sige, at det nok ikke er sikkert vi ses ret meget mere her i fremtiden på bloggen. For there’s a time and place for everything. Og HomeMadeHeaven er nået til sin endestation. Det er en meget mærkelig følelse. Det sted, der har været mit andet hjem i flere år, sådan helt efterladt? Skal det begraves på blog-kirkegården? tænker du måske. Og nej, det skal den ikke. Jeg lader HomeMadeHeaven være et opslagsværk for dem, der kommer forbi til en mælkefri opskrift, for jeg tror stadig, at der er brug for mælkefri kost – nu, mere end nogensinde, i en omskiftelig og hektisk hverdag, hvor selv børn kan blive stressede og derudaf kan risikere at udvikle allergi. 
Jeg håber I har nydt turen lige så meget, som jeg har. I har været de bedste læsere, mit mest fantastiske publikum, som har reddet flere dårlige dage end I på nogen måde kan blive klar over. 
Hottie Von Dottie er blevet voksen – men Anette består. 
Jeg er sikker på vi ses igen en dag – min pen kan ikke holde helt kæft. Hvis det skulle ske, at jeg spytter ord ud offentligt på nettet igen, så ved I hvor jeg annoncerer det… 😉
TAK.
Tak fordi I lyttede og delte både de svære og gode stunder med mig. Jeg ville ønske jeg kunne lave en kæmpe blog-give-away til jer alle sammen, men så meget hækler jeg desværre ikke mere…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *