For det er jeg. Bed mig om at nævne hovedstaden i Beirut og jeg siger Jordan. Eller – spørg mig, om Syrien er en del af en halvø og jeg glor på dig med et tomt blik. Nej, geografi og jeg er sgu ikke gode venner. …Men af en eller anden grund er min retningssans så god, at jeg altid ved, hvilken retning jeg kom fra – og hvilken vej jeg skal – efter at have været ind og ud af 25 bikse med tøj på Strøget i København.
Nå, det var ikke mine selektive geografievner vi skulle diskutere – men derimod den nye film, der havde premiere i fredags med titlen “Cloud Atlas”.
For dem, der ikke ved hvad i alverden jeg snakker om, kommer der lige en trailer (pas på – den er hele 5 minutter lang):
Cloud Atlas er en film med de samme skuespillere sat i forskellige historier, i forskellige roller, i forskellige tider af verdenshistorien – herunder også i en dyb, Starwars-ish fremtid, hvor man laver kloner af kloner og lader sig transportere på pimpede sci-fi motorcykeler, der ligner en elguitar, som har parret sig med et kosteskaft.
…What? Ved du ikke, at det er helt normalt at rende rundt på en skrøbelig metalbro 1000 meter over jorden fra tid til anden???
Selve historiens settings byder på en del callbacks til andre film … og er det bare mig, eller minder den neo-koreanske/kinesiske helte-persona ikke om en karakter i X. udgave af et Final Fantasy-spil???
Nå, anywho, det er en film, der helt grundlæggende behandler liv, død, reinkarnation, uretfærdighed, mennesker, evolutionens mysterier, og selvfølgelig – kærligheden, som er størst af alle og binder vores (mange) liv sammen. Om man så er enig i denne teori eller ej, må være op til den enkelte biograf-gænger.
Da rulleteksterne efter ca. 3 timer trillede ned ad skærmen, var jeg fuldstændig blæst. Jeg er normalt ikke så meget til sci-fi film, men jeg er faktisk imponeret over, hvordan filmen vævede historien sammen og blandede fortid, nutid og fremtid. Jo, der er klichéer. Ja, der er den evindelige moralske Hollywood-frelsthed og oprør mod “de store, stygge fjender (systemet)” – omend ikke på den der svulstige klæbrige måde, som efterlader en sødladen eftersmag af “Disney har vist haft interesse i denne produktion” følelse. Men Wa-kow-ski brødrene har jo bl.a. film som Matrix-trilogien på CV’et, så hvis ikke DE ved, hvordan man skal skrue en intelligent sci-fi historie sammen, så ved jeg ikke, hvem der skulle kunne det… *cough*
Jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvor meget teatersminke der må være gået til at lave denne her film. Flere kilo – mindst! Der er en del kendte skuespillere med (bl.a. Tom Hanks) – men det sjove for nogen (og kedelige for andre) er, at den samme gruppe skuespillere indtager rollerne i alle 6 historier, der kædes sammen via både karakterer og temaerne. Filmen gav masser af plads til livlig diskussion, min biograf-date havde ihvertfald en lidt anden indgang til filmen end mig *G* Men samtidig opdagede jeg, at sci-fi egentlig har mange sider. I mange år har jeg blot set på science fiction som denne her Star Wars-genre, med flyvende luftskibe og sjovt snakkende grønne dværge… Men det er så meget mere! Og dét var faktisk den største øjenåbner i det hele, tror jeg. Måske derfor filmen gjorde så stort et indtryk på mig.
Det hele blev skyllet ned med en kop soja-latte på Baresso.
Og for dem, der ville spørge… Nej. SÅ langt er jeg desværre ikke kommet i min neo-mælke-tilvænnings-periode endnu. Små skridt, ikke? Men soja har den fordel, at man ikke får en omgang slim langt ned i halsen, når man drikker café latte, og det kan jeg altså godt leve med… Når det nu skal være 😉
