Jeg havde godt nok problemer med at finde en passende overskrift til dette indlæg. Ville gerne skrive en update til jer mine trofaste fans, men på den anden side er jeg i skrivende stund stadig ikke helt sikker på, hvad den skal indeholde. Hvordan beskriver man de sidste 3 måneder, hvor mit hoved har været begravet i min navle og jeg har kørt en rutine, der hed stå-op-tage-toget-på-arbejde-komme-hjem-spise-tude-øjnene-ud-af-hovedet-gå-i-seng-og-prøv-at-sove-stå-op – ok, tak, jeg tror vi stopper der. I skulle helst ikke kede jer selv ihjel efter første afsnit.

Der har ærlig talt ikke været meget at skrive (hjem) om den sidste tid. Mit arbejde har været det, der holdt mig sammen. Havde jeg ikke haft det, så tror jeg oprigtigt, at jeg havde gjort noget ved mig selv, som ikke var tilrådeligt. Efter 4 år med personlig og arbejdsmæssig krise KAN man altså nå bunden i kruset med håb, når de personlige relationer eksploderer right in ya face. Der er simpelthen grænser for, hvor mange ting man kan arbejde på, på én gang…
Men jeg har et fantastisk arbejde med de bedste kolleger og den mest fantastiske chef, og en helt speciel person, der reddede min (boligløse) røv i den time hvor jeg havde allermest brug for det. Også selvom hun boede et sted, hvor kragerne har madpakker med før de besøger det.

De sidste tre måneder har jeg kørt noget seriøs selvudvikling. Det lyder så fancy ikke? Det hører til blandt tidens fremmeste buzzwords, det der “soulseeking” – men jeg har fået øjnene op for, hvem jeg er, hvad jeg har brug for, og hvor jeg vil hen i mit liv. Og nu står jeg overfor endnu et skridt, der skal tages – nemlig boligen, der skal have ny adresse. Og det er heldigvis begyndt at lysne på en meget positivt overraskende måde. Jeg skal helt sikkert nok vende tilbage med mere nyt, når der er noget at fortælle, men tegnene er gode…

Jeg håber alle her i blogland havde en god jul og et godt nytår. Jeg er HÅBLØST bagud, har slet ikke haft fingeren på blogpulsen de sidste uger. Men sådan er det, når fokus er lidt skævt…
Mit eget nytår blev tilbragt i gode menneskers selskab sammen med mad fra Meyers Køkken, masser af sjov, masser af sprut – og en kjole der komplementerede løbemusklerne i lårene. Er du svedt den var kort – næsten FOR kort. Men hey, engang imellem skal den indre teenager altså luftes lidt…
Et godt råd dog: Lad være med at kombinere pallietkjoler og dyre nylonstrømper, medmindre du har råd til at smide lortet ud bagefter. (- Strømperne – ikke kjolen…)

Nu er der kun tilbage at sige: Fuck andet halvår af 2012.
Når en dør lukker sig, åbner der sig altid flere nye af slagsen. Jeg er spændt på hvad 2013 bringer.

Mens vi venter, vil jeg hygge mig med min søsters “hadegave” fra juleaften: