En fyr erhverver sin første bil – og han er ovenud lykkelig. De har mange gode ture sammen, indtil bilen begynder at gøre bøvl. Den harker lidt, kører ikke helt optimalt, fordi ventilerne er cloggede eller de bare skal udskiftes. Udstødningen hænger lidt og motoren kører ikke helt så godt som den kunne… fordi der måske er snavs i motoren, der nedsætter performance. 

Lad os sige, at fyren prøver at gøre noget ved problemet. Men måske er han ikke så god – måske er han ung og ikke så erfaren, måske har han ikke erfaring med denne slags bil eller motor før – eller måske ved han bare ikke, hvad han skal gøre. Han skifter måske oliefilteret, tilfører ny sprinklervæske, udskifter kølervæsken, for der syntes at være et problem med overophedning fra tid til anden… Men det er som om det ikke hjælper, fordi han selv ikke har viden og erfaring nok til at vide hvad han skal gøre. Han gør det så godt som han kan, og bilen ser da også ud til at køre nogenlunde, selvom der fra tid til anden er problemer igen. Fyren gør det samme, finder måske nogle tips her og der… men problemet synes at være det samme. Og som tiden går, bliver mere og mere frustreret – både over egen manglende erfaring, og dels over at bilen bliver ved med at have de samme problemer. Han savner de ture han før tog i sin bil, men nu står den bare på værkstedet og kommer ikke rigtigt nogen vegne.

Hvis lortet ikke fungerer, er det så ejeren eller bilens skyld? I en ideel verden ville bilen selv kunne sige, hvad der var galt, hvordan den skulle laves. Men måske skal der andre mekanikere ind over, og det kræver sgu noget tid at finde frem til problemet – og stadig synes problemet ikke at forsvinde helt. På det tidspunkt er han ved at få grå hår i hovedet. Han har ikke overvejet at han måske selv skal udvikle sine egne kompetencer lidt eller andet, der kunne hæve hans viden om sine egne evner og bilen.

Så kommer der denne her mekaniker, som har en intuitiv metode, der pludselig fixer næsten alle problemer. Det viser sig, at det i virkeligheden var hele bilens chassis, der var skævt, så motoren passede aldrig helt og en masse ting bliver pludselig meget nemmere – bilen spinder og kan gasse lidt op og kan endelig tage en tur. Fyren overvejer også at tage en tur, men på det tidspunkt er han blevet så træt af bilens problemer, at han slår opgivende ud med armene og smider svensknøglen fra sig. Han orker ikke, hvis der bliver problemer undervejs i kørslen mere. Han er bange for at tage chancen, for han ved ikke, om han kan fixe dem. 

Men nogen gange kan bilen selv køre fra de ting, nogen gange handler det, om at det sidste skidt skal ud af udstødningsrøret, efter at have været clogget op i lang tid. Men bilen må køre alene, for ejeren magter ikke at køre med en bil der potentielt kan få flere problemer. Han vil bare gerne have en stabil og forudsigelig Volkswagen. 

Jeg har i mange år været en problematisk Alfa Romeo – masser af temperament, men bøvl og værkstedsregninger i et væk. Køreglæden var der – på de gode dage. Men når lortet ikke vil køre, så bander og svovler man det langt væk.

Men i virkeligheden er jeg inderst inde en Ferrari. Masser af temperament. Masser af energi og køreglæde – men stadig i stand til at tage hårnålesving i Alperne med mere ynde end mange af sine konkurrenter. (Har I nogen sinde set en Rolls Royce agere bjergged måske?). Jeg har lært hvordan man tager livets sving med stil – selvom det var en svær fødsel. Da jeg først fik fixet chassiset var der energi og glæde. 

Men jeg er ked af chaufføren var bange. Jeg savner ham. Det ville have været one hell of a ride – ingen kunne køre bilen som ham.