Tuesday, February 18, 2025

IRL

Der var engang en prinsesse…

Langt nordpå i de Kolde Riger boede der engang en prinsesse i en lille købstad.
Prinsessen var afskåret fra at have kontakt med ret meget af den virkelige verden, da hendes hjem konstant var en veritabel krigszone og hun var forskanset i et højt tårn i sit hjem, helt alene i verden. Til sidst blev det så slemt, at prinsessen besluttede sig for at flygte – langt, langt væk. I nattens mulm og mørke samlede hun pose med proviant og sadlede sin hest i al hast. Væk med pigesadlen, bare afsted på ryggen af sin trofaste ganger uden at se sig tilbage.

I lang tid red hun… på hendes vej mødte hun mange mærkelige mennesker og selvom skoven var skræmmende, kunne det aldrig blive lige så slemt som den slagmark hun kom fra. Prinsessen red og red og red, gennem krat og skov og fik flået kjolen, der efterhånden var noget af en las. Det var hendes eneste kjole nemlig. Men endelig trak lyset hende ud af skoven og da hun først kom ud, lignede hun noget, der var løgn. Tøjet i laser, filtrede lokker og blødende sår. Der var et jaget udtryk i øjnene og hesten var også ved at være noget tynd og skvattet.

Pludselig er der en ung mand, der får øje på hende og han rider hen til hende for at hjælpe. Til at starte med afviser prinsessen ham. Hun har ikke brug for at blive reddet! Nej, det er moderne tider altså. Nu må han sgu lige… Har han ikke hørt om Kongens Kvindeforening? Nå, men den unge mand er ihærdig og han får hende til sidst overtalt til at lade ham følges med hende. Med tiden bliver prinsessen mere fortrolig og lader den unge mand hjælpe sig – og bliver efterhånden lidt afhængig af hans snarrådighed, når de kommer ud for udfordringer og farer på deres vej. Og til sidst lader hun ham også kysse sig. Og lykkelige rider de mod solnedgangen, komplette og lykkelige, overbevist om, at de har fundet den anden halvdel af sig selv.

*

Men hvad skete der så? Når rulleteksterne har kørt og de sidste toner fra happy ever after-soundtracket er døet ud?

I Eventyrland har tusmørket sænket sig og prinsessen og prinsen rider lidt ængstelige fremad. De ved ikke, hvor de er på vej hen. Men de holder sig til stien. Lige indtil det bliver så mørkt, at de ikke kan se den. Og pludselig er prinsessen omgivet af onde øjne i natten – øjne hun ikke ved, hvorvidt de er virkelige eller opdigtede. Hun kalder på sin prins, men selvom han kalder tilbage, kan hun ikke se ham. Hun prøver at ride mod hans stemme, men de onde øjne har pludselig fået bidske munde og snapper efter hestens hove, så den stepper nervøst til siden og ikke tør forcere uhyrerne, der omringer dem. Prinsessen er ulykkelig og kalder med gråd i stemmen på sin prins. Men til sidst er hans stemme kun et svagt ekko. Men så tager fanden ved prinsessen, der bliver grebet af et stærkt overlevelsesinstinkt. Hun sætter sporene i siden på hestens flanker og når til sidst ud af mørket, med fornuft og følelse i behold. Men noget er ændret i hende også. Hun har set de værste dæmoner i øjnene og har besejret dem. Hun er ikke den samme som før.
Hun er stærkere. Ikke bange for noget som helst i hele verden mere. Hun har fundet sin indre styrke og er blevet en stædig satan. Hun er shaken – but not stirred.

Da hun endelig får øje på sin prins, har han et jaget udtryk i øjnene og virker heller ikke som sig selv mere. Noget har skræmt ham fra vid og sans. Måske fordi han var bange for at miste hende? Eller måske fordi han ikke vidste, hvordan han skulle redde hende? Ikke kun det – prinsessen har også svært ved at følge ham. Det er som om han konstant vælger en forkert sidevej i forhold til hende. Hun har svært ved at finde den modige prins hun før så. Ham, der med et trylleslag kunne få hende til at føle sig som det vigtigste og smukkeste i hans liv. Nu er han næsten bange for hende. Det gør prinsessen meget, meget ulykkelig, selvom hun lader som om det ikke går hende på.

De rider sådan et godt stykke tid, indtil de kommer til en by, hvor folk hilser prinsessen velkommen med åbne arme. Og i al mylderet bliver prinsen væk fra hende, men hun er så optaget af alle de nye indtryk og nye mennesker, at hun for en stund glemmer ham. Men prinsen står på sidelinjen og iagttager hende og ved, at deres nomadetilværelse har nået sin ende. Hun er blevet en dronning. Hun har altid, inderst inde været en dronning, og som blot en ridder må han ud og slå drager ihjel og finde sin skæbne.

Prinsessen ved det også. Derfor vender hun sig om og bøjer hovedet, så kronen kan sættes på issen. Hun drager et dybt suk, smiler vemodigt – og sender et sidste blik ud mod horisonten. Hvis hun kniber øjnene sammen, kan hun ane konturen af en rytter på en hest, der galoperer mod solnedgangen. Hun ved, at hun ikke fortryder noget, og hun ved – og har fundet fred med, at hun ikke kunne have gjort det anderledes. Ikke alle kampe kan kæmpes sammen. Ikke alle rejser kan gøres på samme tid – sammen.

Ikke alle eventyr har en happily ever after. Og så igen… Det har det her måske alligevel.
Det er jo ikke alle prinsesser forundt at blive droninnger, vel?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Download blocked.