Jeg er en sucker for pasta.
Hvilken tøs med respekt for sig selv og med et anfald af PMS ville ikke være enig med mig?
Pasta… mm… hvide, sammenklistrede melorme, der ikke smager af noget, men som har den der “MMM”-fornemmelse oppe i ganen. Eller nærmere en NNNGGGG-fornemmelse (når det er klistret fast altså).

Forleden skulle jeg selv finde på mad, og da aftenen var sen og min lyst til at gå ned at handle ind var lig nul, besluttede jeg mig for at tømme køleskabet…

Holy shit, der var da en del, tænkte jeg, men besluttede mig alligevel for at bruge det hele. Det skulle jeg aldrig have sagt. Det tog mig sikkert lige så lang tid at skære til og koge-brase som det ville have taget mig at købe ind og lavet en nemmere mad. Nå, men da jeg nu ikke lige gad og gå udenfor ikke… Så startede jeg med at choppe og snitte og hakke, så grøntsagerne stod rundt om ørerne på mig. For kød havde jeg sgu ikke lige i huset den dag. Så ikke kun fik jeg udnyttet mit køleskab i bedste StopSpildAfGodMad – jeg fik også gjort min borgerpligt med en kødfri dag om ugen. Huzza!

Først blev der skrællet en seriøs mængde løg og hvidløg – og jeg kom til at bruge 3 fed hvidløg pga. et lille uheld med peberdåsen. Ups. Nå, sådan er det. Det passede sikkert meget godt, da det blev en ordentlig røvfuld grøntsagsgryderet.

Næste (semi)levende billede var disse mini-squash fundet nede i den lokale grøntpusher ved stationen – jeg kunne simpelthen ikke stå for dem, de var SÅ søde!

De blev snittet fint i flotte stykker og så var der ellers squash-stykker for alle pengene:

En runken, rød snackpeber fik samme behandling:

Og senere joinede bladselleriet festen:

En køn lille dusk, hvis du spørger mig.

Herefter kom de lidt korte økorødder i gryden:

Og så var der jo også det der “lille” stykke spidskål, som ikke skulle snydes for en tur i den sorte gryde!

En rød tomat-trio slap heller ikke. Jeg havde ingen hakkede tomater til at gøre saucen egnet til pasta, så jeg måtte bruge de rå udgaver – og en gavmild mængde tomatkoncentrat fra dåse…

Det hele blev moslet sammen i klassebilledet nedenunder:

Næste spørgsmål, der meldte sig, var så: Hvad skal jeg spise det til?! Jaja, pasta ikke… men hvilken pasta? For jeg havde et par valgmuligheder. Jeg besluttede mig dog for at lege med den pakke specialpasta jeg havde investeret i for et lille halvt års tid siden og som bare havde ligget og ventet på at blive brugt:

Og med en god og gavmild sjat sojafløde, begyndte det at se RET godt ud (bakket op af en masse oregano og basilikum):

Indrømmet – kålen kunne godt smages… Men ikke voldsomt, nærmere som et lille krydderi i sig selv. Og pastaen fungerede til UG kryds og slange… OH man. Ren NNNGGGG-nydelse!