Det bliver ikke til så meget blogging, fordi arbejdet suger en del kræfter ud til hverdag. Men den sang har jeg jo sunget før, så nu holder jeg inde, for man kan også blive lidt træt af dét omkvæd efter noget tid. I dag spammer jeg jer med ord, før I får billederne. For nu skal I høre historien om en lille tvebak, der fik et fornemt formål i sit eller vindtørre liv:
Historien om Lille Tvebak
Lille Tvebak lå og hyggede sig i den lune pakke nede på hylden i Føtex. Her var rart og varmt og han lå ovenpå alle sine kammerater, der også havde været en tur på brødristeren, hvor alt liv var blevet suget ud af ham – der var hverken kerner eller en dråbe vand tilbage. Men det passede ham egentlig fint, for i sit lange liv indtil nu, havde lille Tvebak oplevet at blive skåret over, mast flad og puttet i pose. Han var en fredselskende lille sjæl, der hadede alt det drama, som alle hans brødre havde sat i verden, da de røde rør havde svitset næsten alt fugtigheden ud af dem.
– Dramaqueens, tsk tsk, havde Lille Tvebak tænkt, mens varmen gennemsyrede hans lille krop, der blev mindre og mindre og mere og mere tør. Men han knak ikke, og nu lå han her og hyggede sig i sin kokon af hvidt bølgepap, mens verden gik videre udenfor emballagens beskyttende vægge.
Men så – pludselig – blev han løftet i vejret.
–Hjææælp! hylede han. Eller. En tvebak kan ikke råbe så højt, for hans lungekapacitet er også brændt væk. Så Lille Tvebaks hyl om hjælp kunne ikke høres af ret mange – dårligt nok hans brødre nedenunder.
–Crap, tænkte han. Nu er freden forbi – jeg lå lige så godt. Kunne altså virkelig bruge en halv time på øjet! Jeg er jo lige kommet!
Lille Tvebak havde nemlig utrolig nemt ved at blive søsyg. Men i det mindste var der ikke rigtigt nogen mavesæk, der kunne opføre sig som et skib på oprørte vande. Ikke at Tvebak vidste, hvordan sådan noget føltes, men han var sikker på, at han ville være blevet søsyg, hvis ikke han var så tør.
Tvebak vågnede da sylespidse lyn stak ham i øjnene.
–Æhhjælp! hylede han. Men den, der havde lukket lyset ind, tog sig ikke af hans hyl – det var nok fordi de ikke kunne høre dem. Tvebak blev taget ud og pludselig kunne han se sig selv i flere dele ligge omringet af krummer og resten af hans brødre.
–Fuck!! Mayday! Mayday! Min arm! Mit ben! råbte Lille Tvebak, der nu i bogstaveligste forstand nu levede helt op til navn.
But no such luck. Bunken blev bare større og større og pludselig fik han en masse grønt i hovedet.
– ADVRRR! Få det væk! Få det væk!! Jeg HADER dild og citron! skreg han, halvt hysterisk – hans hoved var trods alt sepereret fra resten af ham og lå strøet rundt blandt sine brødres klagende og hylende kropsdele.
Og pludselig druknede alle hans protester, for noget surt ramte ham lige midt i fjæset – og det, der var tilbage af Lille Tvebaks stemmebånd, blev ætset væk fra citronsaften, der gjorde en ende på Lille Tvebaks sørgelige tilværelse som hollandsk krydder.
Men flot så det ud – det vil hans efterkommere være ganske stolt af:
Og var der en slat tilbage af Lille Tvebaks liv dér, blev det fuldstændig elimineret i de 20 minutter han var i ovnen i 200 grader…
Han blev serveret med salsa af gule tomater, rød peber og agurk overstrintet med olivenolie og hindbæreddike og nogle krummelure-fritter, der var en sand fornøjelse for både øjne og gane:
Du… er… skrupskør 😀
*Bukker ydmygt*
I live to serve…
😀
Tve-bak or not tve-bak, that's the question!
Sikke en historie for at ende som lakse-crumble :D:D
Det ser bare hammerlækkert ud!
Ja, min dansklærer ville nok fryde sig på sine gamle dage – en blog er en god ventil for de sindssyge indfald jeg får indimellem 😛
Aaw tak, ja, det var bestemt også lækkert 😉