Da jeg var en lille tøs på 12 år, drømte jeg som kun en pige kan det – om at få lov til at gå til ridning og have sin egen hest. Opvokset i en lille flække på landet, havde jeg ikke andet at lave, udover at gå med hunden og tømme opvaskeren…

Eftersom mine forærældre ikke ligefrem var rige som Krøsus – måtte jeg således nøjes med Wendy blade og hestebetvingende veninder, der engang imellem ud af medlidenhed lånte mig en tur i stalden med deres halvpart.
Jeg fik også et par ture på en sløv pony i et par forlystelsesparker og det var egentlig det…

Indtil jeg på Gran Canaria stod med aktivitetsprogrammet i hånden og blev fanget af en “Black Horse Riding” i Gran Canarias bjerge. Det var egnet til både nybegyndere og erfarne ryttere stod der.
Og altså… der indså jeg, at jeg måtte teste skæbnen og se, om hende Wendy bare var en snobbet tøs i fancy gummistøvler eller om der virkelig var hold i mine drømme fra dengang. Og 2 timer på hesteryg… nårh ja, hvorfor ikke? Til en pris på 60 euro var det en ganske harmløs måde at teste, hvorvidt jeg var vild med “det der hest” stadigvæk eller det blot var en barnedrøm…

Vi blev kørt ud til en smuk gård langt pokker i vold uden for lands lov og ret, hvor vi blev mødt af sådan en hidsig skønhed:

Som dog ikke var den bedste fotomodel når man kom tæt på. Ligegyldigt hvor ofte jeg prøvede, ville den sk… hest bare ikke løfte det hoved, når jeg tog et billede!

Nå, men guiderne…

og jeg, tog vores udsigt i øjesyn og blev ikke i helt dårligt humør ved nedenstående syn:

Den hest jeg red på, gemte sig… Men sikke nogle skønheder. Den med de røde gamacher var heste-guidens hest. Den smukkeste brune skønhed, halvt andalusier, halvt… øh, det har jeg glemt. Men ekstremt veltrænet og responsiv åbenbart.
Min hest? Ikke kun var det den største satan jeg længe har set – det var også den mest madglade, stædige-som-et-æsel firbenede apparat jeg længe har mødt!

Det firbenede madøre hed “Titanic” – og nu har jeg ventet en måned på, at ejeren sendte mig det sk… billede han tog af mig på krikken – men jeg har stadig ikke fået det og jeg er temmelig gal! For det var faktisk ski’egodt og jeg var lidt stolt over den ranke ryg – ingen sække med kartofler her!

Nå, men Titanic og jeg red ud – efterfulgt af tre andre – mere eller mindre – erfarne ryttere. Jo, den sidste havde så redet siden hun var 5 – de andre havde kun redet da de var i ca. samme alder… 😛

Min første bemærkning efter 5 meter: “Does this thing come with a seatbelt?”

Ja, jeg er en noob til det pis altså, og jeg står ved det, gør jeg! Heste og jeg… eller Titanic og jeg… skulle lige lære hinanden at kende. Det indebar blandt andet at sætte sig i respekt – noget jeg havde lidt svært ved, når det stædige asen stoppede op og begyndte at gumle løs på en tør busk. *suk*
Ligegyldigt hvor meget jeg hev og sled i de tøjler, skete der ikke noget. Det var fandme lige som at koldstarte en Trabant fra tiden før Berlinmuren faldt…

Lige indtil fanden tog ved dyret og den sprang afsted hen over stenet klippegrund. Og i hele mit liv har jeg ALDRIG – jeg gentager – ALDRIG – galoperet. Jeg anede ikke, hvordan det føltes, indtil jeg pludselig sad på en firbenet krikke og hylede i ren panik, fordi jeg havde en følelse af at sidde på en kæmpestor …… galoperende … hanhest, der bare fløj afsted, indtil jeg ikke havde mere lungekapacitet og den stoppede.
Det var de længste 10 sekunder i mit liv – og der blev sikkert barberet mere end et par minutter af det i den anden ende – men ned i fart kom vi og så kom det tørt fra guiden: “You should be safe now that he has had his run”!

Oh really?! You don’t say!
Would have been nice with a warning though.
Det endte dog med, at den kære guide måtte sætte et tov i den stædige krikke og trække afsted med ham det meste af turen, da områdets indtørrede buske tilsyneladende udgjorde en for stor fristelse fra ham. De sidste 10 minutter hjem fik jeg lov til at styre tøjlerne – aka hesten – selv. Tager det som en kompliment fra guiden. Eller måske var han bare træt i armen af at hive Titanic afsted…

Og mine hestedrømme fra barndommen?

Lad os bare sige, at skal jeg op på en hest igen i to timer… Så skal det IKKE være på en westernsaddel!
Der er jo træ i de tingester. Noget en del af mig fandt ud af var pænt hårdt at sidde på i længden. Men det var fedt – og jeg vil ikke afvise, at jeg senere i livet tager en tur på en firbenet igen. Nu ved jeg, at det jo er BENENE man skal bruge som speeder og hænderne man skal dreje med! 😉

Og så gik der i øvrigt 3 dage før jeg kunne sidde ned uden at sige av – og endnu flere før jeg kunne cykle uden at mærke effekten af to timers ridning. Men udsigten – den var vild! At opleve landskaber på hesteryg er øresønderrivende flot! Smukke dyr, smuk udsigt… jo, det kan anbefales. Måske især hvis du rent faktisk kan ride!!!