Ja.
Især når man glemmer at købe rugbrød dagen før i Føjbixen. Ja, så kan man lære det.
Da dagens løbetur havde gjort mig sulten som en dinosaur efter et technorave, var der pastaskruer i øjnene på mig i dag, da maven rumlede ved frokosttid.

Nå, men så var gode dinoer rådne, for hvad kunne jeg lige smække sammen med pasta? (ALT! skriger koret af SU-studerende i baggrunden, men dem ignorerer vi for nu).
Fra skabet hev jeg sådan en fætter her:

Herefter choppede jeg lidt forårsløg og aubergine så de så fine ud:

Auberginerne fik en omgang salt og da de lå og hyggede sig på panden tilføjede jeg lidt herbs de provence og hvidløgssalt, thi den lilla, spøjse fyr primært smager af det tilførte krymmel og ikke så meget andet. En god gang olivenolie var også en kærkommen ven på den varme overflade. Bagefter smed jeg dem over på fedtsugende papir – også kaldet køkkenrulle:

Små grøntsagsbolsjer… num num num 😀

Så var det tid til at hælde hele l… sammen og se, hvad der kom ud i den anden ende. Heldigvis faldt eksperimentet heldigt ud:

Og så var det ellers tid til at sætte tænderne i de kobberform-formede pastaskruer, som da rigtignok levede op til deres rygte. Det er virkelig svært at koge kvalitetspasta ud – så selvom jeg havde glemt dem i et par minutter, så var skaden begrænset. Det smagte ganske udmærket af en frokostret at være. Og meget bedre end kærestens koldskål…