…Så ville han godt nok være død nu. Og det samme er pausen.
Eller – ihvertfald så død som sådan en slatten sild nu en gang kan være. Man spiser den jo stadig, selvom den er død.
Anyway, jeg har aldrig været særlig god til pauser. Det er lidt sådan som med graviditet – enten er man, eller også er man ikke. Så nu har jeg (åbenbart) officielt vedtaget at Pause Paul er død, ditto er min pause, og at pauser generelt er et no-mans-land som man helst ikke skal opbevare sig selv i for længe. Der er ikke så lang holdbarhedstid på stedet alligevel.

Jeg har haft en hel del ting, der stjal min energi IRL. En træls situation på arbejde, der besluttede sig for at det kun bliver et midlertidigt arbejdssted, en MUS-samtale, og så forskellige andre ting har taget meget af mit fokus. Så meget, at jeg ikke engang kunne overskue at sætte mig ned og blogge, selvom jeg elsker det – elsker at dele mine tanker med jer, om det så bare er for at fortælle om denne eller hin ret – hvis man da ikke brokker sig over noget, som ligefrem bliver til en del af søndagens indlæg i et kirkerum. (Se hvorfor i kommentarerne her).

NÅ, men for ligesom at kickstarte skrivetangenterne igen, så tager jeg denne gang fat på noget, der måske ikke er så madrelateret – men hey, bær over med mig, jeg skal lige igang igen og varme mig selv op. Vi KAN dog starte med et lille madbillede, bare så stemningen ligesom er lagt… 😉

En fin, lille omgang gullasch jeg lavede i denne uge af lækkert kød fra Bondegården, der blev stegt i 1½ time, tilsat gulerødder, gul peber og paprika og så ellers fik lov til at passe sig selv. Sådan ca.

Den lidt triste stemning har min bedre halvdel og jeg prøvet at få lidt på afstand, og en af måderne, hvorpå dette er sket, er faktisk ved at gå i totalt nørd-overdrive…. Hvis du ikke gider læse nedenstående, så forstår jeg det godt, for det her er så nørdet, at ikke engang populærkulturen gider lave sjov med det her – det er simpelthen for spacey til de kan finde noget at tage pis på omkring det.

Men… Har I set de der mænd, drenge, fyre… ja, de findes i alle aldersgrupper faktisk – der har rå mængder af orgrer og andre mærkelige ting stående i deres hjem og som begynder at få tics, hvis du piller for meget ved sagerne? Som altid har pletter under neglene, fordi malingen er tørret?
Oh yes, du ved, hvad jeg snakker om… Mænd, der maler små figurer og spiller med dem.

SÅ nørdet er jeg ikke. Nej nej. Det kan der virkelig ikke være tale om.
Besides – min kæreste finder denne hobby ganske charmerende, men ved I, hvor totalt r…kedeligt det er at male sådan en ork? Det er helt ekstremt kedeligt, kan jeg godt fortælle jer. For jeg har prøvet – bare for at teste mine malerskillz, før jeg begyndte at lege med det her:

Yes, I know. Jeg ville have forsvoret at jeg nogensinde skulle klippe små tingester ud af sådan en her:

…Og spille et spil, hvor der var flere små figurer og motiver end på hele Danmarkskortet tilsammen!

…Men samtidig har jeg også en sær svaghed for Jack Sparrow. Og det var præcis hvad jeg kom til at tænke på, da jeg så det her spil, der leveres komplet med spilleplade, spilfigurer (der godt nok skal males), regler og små kort, næsten helt som Matador. Hvad reglerne er, har jeg ikke helt sat mig ind i, men jeg tænkte straks, at det her spil da næsten måtte være bare LIDT rettet mod dem, der har lyst til rent faktisk at spille og ikke kun lege med vandfarver… *fnis* Nå, ahem… *host*, videre til sagen.

Igår dristede kæresten og jeg os så igang med at samle et par spillefigurer. Spillet består af 10 sørøverskibe (og tro mig, der er faktisk en af dem, der minder mig om The Black Pearl), og herudover en masse spil accessories, der gør det ud for dekoration på spillepladen… Eller… måske har de en funktion. I shall be ever knowing om et par år, når jeg er færdig med at male alle figurerne. Min bedre halvdel har allerede en del malede små figurer fra en anden serie, så man kan sige at han har rutinen allerede… Om nogen af os har talentet, må vist være op til jer at bedømme:

Indrømmet – billeder taget med blitz bliver bare aldrig rigtigt gode – men her er der brugt en sort underfarve, en blå base-coat og en turkis vandfarve… tilsat lidt hvidt der skal gøre det ud for bølger. Når jeg om nogle uger er færdig med skibet (uden at rive mit hår ud i mellemtiden af frustration over de små detaljer og en rystende hånd) – så har jeg den første spillebrik. Så mangler jeg kun den og 9 andre brikker, samt diverse elementer i spillet.

Er jeg blevet nørd? Eller totalt kikset?
Jeg ved det ikke.
Men det er sjovt at genoplive barndommens glæde ved at lege med vandfarver.

Vi voksne har så sjældent mulighed for at hive vores indre legebarn frem (ihvertfald hvis man ikke har legesyge børn) – at vi nogen gange er nødt til at prioritere det, på bekostning af at risikere at blive mærket “NØRD” for all the generations to come…

Men kreativitet tror jeg aldrig vi bliver for gamle til – det er bare et spørgsmål om, hvilken form den tager…. 😉