Omkring nytårstide havde vi tiltusket os en lille æske Læsø jomfruhummere (8 stk), som vi havde fået for den hampre pris af 50 dask. En formue, hvis man tænker på, hvad kiloprisen på KØDET er (minus skallerne) – men ikke desto mindre har jeg det sådan… Man SKAL altså prøve Læsø’s fiskefiduser bare én gang i livet. Og det gjorde vi så:

Jeg havde blandet noget persille- og hvidløgssmør, som jeg snaskede de flækkede jomfruhummerhaler godt ind i. I dagens anledning tænkte jeg “skråt op med mælkeallergien, der går nok et stykke tid før jeg får det her igen…”. For er du vimmer, hvor smager sådan nogle hummerhale-fisketing altså sygomajt nam-nam. Med andre ord: Der er mange ting i livet du bør gøre, og det her ER altså en af dem. Smagen var sødlig, kødet lækkert og mørt – og smagen! Åhhh smagen… Jeg forstår godt, hvorfor nogen kalder Læsø for Danmarks spisekammer.

De 8 jomfruhummerhaler var jo ikke ligefrem et hovedmåltid – når man har konsummeret kødet er det utroligt, hvad der bliver tilbage…

Vi skulle jo nok have lavet jomfruhummerbisque… Men dels skal sådan en bisque have rigeligt med vin i (som jeg ikke kan tåle – og dét er f**** ikke særlig sjovt) – og dels en masse fløde, når den engang er kogt færdig. Så desværre orkede jeg ikke lige at gøre så meget i den der biske-ting. Til gengæld står dette måltid i min erindring som ihvertfald månedens bedste – og måske endda årets bedste. Der ER bare noget over de der små øer i Danmark…